175 / 245
171
hed maatte faa (eller beholde) Ret til at forkaste den Præst,
Regeringen eller andre Kaldsavtoriteter sendte dem. Spørgs-
maalet giver ham Anledning til at hævde, at ingen Regering
er saa lykkelig som den danske, der kan haandhæve sin
Statskirke, bevare sin Indflydelse paa Embedsbesættelser
og dog tilfredsstille enhver kirkelig Trang, naar den blot vil
l ø s e S o g n e b a a n d e t .
Det næste Brev skildrer et 14 Dages Besøg i Oxford,
hvor han først giver en levende, meget morsom Skildring af
en Universitetsfest, han havde været med til, hvor Studen
terne fra Galleriet (Salen var fyldt med Damer og lærde)
efter en hævdvunden Skik eller Uskik paa en støjende Maade
gav Bifald eller Mishag til Kende, og hvor de navnlig larmede
saa voldsomt, da Professoren i Poesi skulde holde en latinsk
Tale, at man ikke kunde høre et Ord af Talen, men kun
saa Manden staa og gøre Grimacer. Ved en stadselig Frokost
bagefter tog Grundtvig Ordet og sagde, at han aldrig med
saa megen Fryd havde hørt en latinsk akademisk Tale. Den
havde mindet ham om H e f æ s t o s (Klassiciteten, sort af
Blæk), det halt paa begge Ben bød Nektar omkring ved
Gudernes Taffel i Stedet for Hebe (Modersmaalet), og da lo
de lærde Fædre som alle Guder paa Olymp; Damerne burde
iøvrigt, sagde han til dem, for længe siden have vænnet de
lærde af med at tale Latin.
Hovedsagen for ham under Opholdet i Oxford var imid
lertid at komme grundigt ind i den aandelige Bevægelse, der
var vakt i den engelske Kirke ved N e w m a n og P u s e y , og
med dem havde han flere og indgaaende Samtaler. Han
skriver, at den biskoppelige Kirke i England egentlig altid
har været en Modsigelse. Paa den ene Side har den bevaret
det uafbrudte Bispedømme og den dybe Ærbødighed for den
apostolske Trosbekendelse og den oprindelige Kristendom,
der gør den langt mere kirkehistorisk end nogen anden
protestantisk Kirkeafdeling; men paa den anden Side er
dens Betragtning af Sakramenterne, Korsets Tegn, Alter- og
Kirkeskikke rent kalvinistisk, idet den med Hensyn hertil vil
have alt bevist og udledt af Skriften. Denne baade løjerlige
og sørgelige Ortodoksi, der lastede Katolikkerne for, hvad
den gjorde selv, og roste Kalvinismen for, hvad den ikke
vilde rette sig efter, havde altid haft sit Hovedsæde i Oxford,
men blev i det 18de Aarhundrede næsten fortrængt af en
kalvinistisk Prædiken, der udgik fra Cambridge; og imod