148 / 245
144
Dødningeskibet fra Land, saa Beddingen gnistrer og Jorden
bæver.
Men ved det nye Aarhundrede kommer baade Frigga og
Hermod frem, saa Slejpner sadles for vore Øjne til Helridt,
og vi ser Hermod komme tilbage baade med Ringen til Odin
og Sløret til Frigga; thi denne dramatiske Poesi har altid nogen
Lighed med en Rejse til de dødes Rige, og i Norden var den
saa kendelig stilet paa at tilbagekalde Guldalderen i hele sin
Glans, at man kunde fristes til at tro, at en af os havde
gjort Myten til at betegne det.
Forgæves havde vi ikke blot redet Slejpner, forgæves
bragt Syn forSagn fra de dødes Rige, men forgæves omtone-
des vi af Fuglesang baade fra Syden og Norden, forgæves
omsvævedes vi af Olympens og Asgaards Aander og Diser
med alle Heltene, som Guldkæden omslynger, hvis ikke den
næste Slægt i Norden rejste sig i Kæmpernes Aand og fort
satte det Levnedsløb, hvis Kendemærke er Kæmpeskridt med
Guldalderen bag sig og Gyldenaaret for sig. Kun dette nor
diske Kæmpeliv med det dejligste Maal, en dødeligs Øje kan
skue: Guldalderens Genfødelse i Klarhedens Glans, kun dette
ægte menneskelige Kæmpeliv og ingen vild Besærkergang
gennem Blodbad til det store Benhus var det, jeg sværmede
for i Ungdomsaarene, stræbte i Manddomstiden, saa vidt
Kræfterne rakte og i Øjeblikket taalte at udtrykke, og vil i
Alderdommen ikke blot rose og oplyse, men — om jeg kan
— ogsaa hos en haabefuld Ungdom fremkalde, vis paa, at
et saadant Kæmpeliv ikke blot er det bedste Herreliv paa
Jorden, men ogsaa det eneste, der kan blomstre hos os,
fordi den nordiske er i Folket ej mindre uforanderlig end i
Fjældet og Havet.
Saaledes vilde jeg tænke og tale, om saa Edda kun var
et Kul i Heklas Kedel, eller om saa ingen kunde se andet
i Baldersmyten end Sommersolhverv; men saaledes kunde
jeg hverken have tænkt eller talt, hvis ikke Nordens Aand
havde udtrykt det samme i sit naturlige Billedsprog.
Saa vist altsaa, som der har svævet en Aand over Nor
den, en Aand over Kæmperne, der opofrede sig for Udøde
lighed, en Aand over Skjaldene, hvis Asamaal og Kæmpe
viser gik fra Mund til Mund, fra Slægt til Slægt i Aar-
hundreder, en Aand over Kvinderne, som ikke blot laante
Skjaldene Øre, men laante Kæmperne deres dejlige Stemme
til Skib, som altid har Bør over Bølgen blaa, og endelig en