NFSGrundtvig

141

paastaar, at det maa Historikeren stadig have for Øje, hvis

ikke Begivenhederne skal tabe deres Sammenhæng for ham

og Historien blive til en Labyrint uden Lys og Udgang i Ste-

den for et frit aabent Anlæg i Naturen.

I U n g d o m m e n , hvortil han regner Barndommen, for

saa vidt denne kan høre til Menneskets selvstændige Liv, drøm

mer man om Fremtiden, lægger Planer, prøver og øver sine

Kræfter. M a n d d o m m e n er den Tid, da man elsker og

hader, attraar og afskyer, arbejder og virker, samler og ad

splitter, bygger og forstyrrer. I A l d e r d o m m e n søger Men

nesket Hvile, ønsker Fred og Ro, lever mest i Erindringen om

sit svundne Liv. — I disse tre Tidsaldre hersker saa fortrins

vis efter hverandre de tre Grundkræfter i vort Væsen: Fan

tasi, Følelse og Forstand, saaledes at i Ungdommen har Fan

tasien Overvægt, i Manddommen Følelsen med sin Hær af Li

denskaber, og i Alderdommen Forstanden. Men de tre Livs

aldre glider som bekendt umærkeligt over i hinanden.

Paa lignende Maade, mener han, er det umiskendeligt,

at f o r h o l d s v i s er hele Oldtiden Fantasiens Tid, Midalde

ren Følelsens, og den nye Tid Forstandens eller Eftertankens

Tid. Derfor er Oldtidens Literatur den mest poetiske, Mid

alderens den mest historiske, og den nye Tids den mest filo

sofiske.

Vil vi prøve Sætningen paa de enkelte Folk, kan vi

vælge de tre Oldtidsfolk, der fik Lov til at leve deres Liv

ud: Jøder, Grækere og Romere. Og vi regner da Jødernes

Fantasitid før Moses, med hvis Kampe og Lovgivning Fø

lelses- eller Daadstiden begynder, og hvorefter den fortsættes,

til Visdommens, Eftertankens og Reflektionens Dage begynder

med Salomon. — Grækerne har deres Fantasitid før Solon,

deres Daadstid mellem ham og Aleksander den Store, og

saa kommer Vidskabstiden med alle de filosofiske Skoler, det

aleksandrinske Bibliotek og den aleksandrinske Højskole. —

Romernes Fantasitid falder i Kongernes Dage, og den ældre

Cato indleder øjensynligt nok Forstandstiden hos dem.

Og ligesom kun faa Enkeltmænd er særlig udmærkede,

men det er disse udmærkede, Historien især maa holde sig

til, naar den vil skildre et Folk, saaledes gaar det ogsaa med

Folkeslagene: De Nationer, i hvem Udviklingen ligesom af

bilder sig, det er Historiens Hovedfolk; som saadanne nævner

han for Oldtidens Vedkommende: H e b r æ e r n e , Oldtidens

religiøse Folk, G r æ k e r n e , der fører an i Kunst og Viden