Forskønnelsen_1912

M eget m ere kunde der væ re at sige i denne Sag,

saaledes om de Billeder, der optager hele Gavlflader

ru n d t om i B yen; det m aa væ re n ok at pege paa et

enkelt M o n strum , der syn es i sæ rlig Grad u d

æ skende, det, hvorm ed P hønix-F abrikkerne rekla

m erer for deres R ugbrød. De to p erverse U nger,

der h er optræ der i gigantisk M aalestok, er direkte

A ffødninger af de am erikanske »H um oresker« —

L ed i Rækken fra den m ere slebne og ferniserede Bu

ster B row n til den ganske uvaskede »Knold og Tot«

— , hvorm ed kærlige F oræ ldre i vore Dage forryk

ker U ngd om m ens B egreber om F orho ld et m ellem

det kom iske og det hæ slige. Skal denne Sag nu

yderligere fremm es ved Gadereklam e, vil snart det

T idspunkt væ re naaet, da kun de fæ rreste tvivler

om , at alt stygt bliver »kom isk« eller endog »hu

m oristisk« i sam m e Grad, som S tygheden drives ud

i Karrikatur.

H vad der h er er skrevet, skal n u ingenlunde staa

som A ngreb paa noget enkelt af de reklam erende

F irm aer; ingen har Ret til af dem at kræve Sm ag

eller T akt; de har L ov til at lade H en sy n en e til

P engefordelen væ re det afgørende. M en det er der

andre, der ikke h ar: de M yndigheder, som staar bag

ved A fskyelighederne — de A utoriteter, uden hvis

Indvilligelse disse ikke vilde væ re mulige.

H vem det er? Ja, derom er jeg ikke i Stand til

at sige n og et u dtøm m ende. M en det kan dog vel

regnes for givet, at i alt Fald en stor Del af A n

svaret for, at vore Gader, Veje og P ladser bliver

u søm m eligt tilgrisede, vore væ rdifuldeste U dsigter

m ishandlede, hviler paa S tatsb an ern es D irektion, en

ikke m indre paa K jøbenhavns K omm unalbestyrelse.

F o r at kun ne sæ tte kolossale Skilte op paa offent

lig Vej inden for Byens G ræ nser m aa m an dog nok

have B yøvrighedens Tilladelse og væ re underkastet

en vis C ensur; i alm indelig F orstan d uhøviske Bil

leder faar m an vel saaledes ikke L ov at reklam ere

m ed. Og for S tatsbaneterritoriernes V edkomm ende

gæ lder utvivlsom t det samm e, rim eligvis dog under

Trafikm inisteriets O verkontrol. F orretningsgangen

m aa da for de her om talte F orholds V edkomm ende

væ re den, at Firm aet, der ø nsker Skilteplads, ind

giver en A nsøgning og faar denne bevilliget im od

at udrede en Afgift.

E n Afgift — ja, der h ar vi n ok et af Sagens af

gørende K nudepunkter. H elt sm aa S umm er er det

vel ikke, det i h vert enkelt Tilfælde drejer sig om,

og tilsamm en løber det op til noget, der kan have

B etydning. De P enge vil m an nødig undvæ re. »Ti

derne« er jo saadanne, at m an har G rund til at

tage alting m ed. N aturligvis saaledes, at m an ikke

i bogstavelig F orstan d kræ nker den offentlige Blu

fæ rdighed! B evares! Men ellers har m an jo et klas

sisk Citat at støtte sig til, K ejser V espatians berøm te

Ord om det Sølv, der kom ind ved den af ham ud

skrevne W . C .-Skat: »Non olent«, det er udlagt:

»Sølvm ønt lugter altid godt«. Med andre O rd: »De

P enge har vi virkelig ikke Raad at sige Nej til«.

J o , det er netop d et, m an har eller bør skaffe

sig. D erim od har m an ikke »Raad« til for nogle T u

sinde K roners aarlig Indtæ gt at give Slip paa eller

dog føleligt forringe Værdier, som er af stor Betyd

ning for F olkets aandelige Udvikling. Ikke Raad til

uden tvingende G runde at tilføje sagesløse Vejfa

rende i T usindvis unødvendige Lidelser. A llerm indst

Raad til ved sin H andel m ed Indrømm elser til en

kelte at gøre den opvoksende Slægt F o rtræ d : sløve

og brutalisere dens m edfødte Anlæg til at se sundt

og kærligt p aa N atur og K unst og derved afskæ re

den fra eller dog vanskeliggøre dens N yden af det

skønne L ivet igennem .

H erm ed da en indtræ ngende O pfordring til ved

komm ende M yndigheder om at tage den her b e

rørte Sag u nder O vervejelse — at betæ nke, om der

ikke kan væ re G rund til frem tidig at optræ de noget

anderledes, end det hidtil er sket, over for den Bil

ledkunst eller B øllekunst, der søges paatvunget By

ens og dens Om egns Befolkning. A nledning til In d

skræ nkning i Brugen af Billedskiltning og til virk

som , kunstkyndig, skrap Censur.

SIGURD M ULLER.

PAPIRET

IGESOM en pragtfuld m en snavset K lædning for

.y ø je t er m indre tiltalende end en sim pel m en

ren, saaledes ogsaa m ed Byen. D et er derfor en

b landet F ornøjelse at sm ykke Byen, saalæ nge den

ikke er renere, end den n u er.

P ap iret paa G aderne bidrager i en m eget væ sen

lig Grad til at forøge Byens usoignerede U dseende.

I Stedet for at skæ nde over den h en sy nslø se H en

k asten af Papir, b urde m an hellere forsøge at tage

m ere aktivt fat paa denne U lem pe.

I Skolerne belæ res B ørnene om , at de ikke m aa

kaste P apir paa Gaden. P aa de fleste Børn vilde det

virke langt bedre, om m an i Stedet for idelig at b e

læ re dem om , hvad de ik k e m aa gøre, opfordrede

dem til at udrette n og et positivt nyttigt, nem lig at

sam le P apiret op.

I denne S am m enhæ ng kan følgende F orsø g m aa-

ske have nog en Interesse.

Jeg bor paa en Villavej, h vo r ikke blot Vejen m en

ogsaa H averne er oversvøm m et m ed Papir fra F ri

m æ rkestørrelse op til hele Aviser. Jeg udstedte da

følgende B ekendtgørelse til m in syvaarige S ø n :

»Hver Dag, hvor jeg ved m in H jem kom st ikke op

dager n og et P apir paa Vejen udenfor H uset eller i

O pgangen til samm e, vil jeg lægge 2 Øre i hosstaa-

ende Bøsse. F inder jeg derim od den m indste Smule

Papir, vil jeg tage 2 Øre af Bøssen. N aar Bøssens

B eholdning har naaet en S tørrelse af 10 Øre, er det

dig tilladt at tømm e den«.

H an tog straks fat. De første Dage var R esultatet

ikke o pm untrende, da det, trods h ans ihæ rdige Be

stræ belser, stadig lykkedes m ig at paavise P ap irs

stum per. Men efterhaanden har han faaet et F alke

blik for Papir, og det er nu m eget sjæ ldent nød ven

digt at tage af Bøssen.

I vaadt Vejr er det en ubehagelig Pligt. Hvis Plig

ten m edførte N ødvendigheden af en ekstra Tvæ ttel-

se, var Sagen naturligvis uigennem førlig, m en hel

digvis er det jo altid nødvendigt, at en h jem venden

de Skoledreng vasker Hæ nder, hvad enten h an har

sam let P apir eller ej. E r Pligten ubehagelig, saa bæ

rer en opfyldt Pligt dog altid en L øn i sig selv i

F orm af en ubevidst Tilfredshedsfølelse.

Alle er jo enige om , at en D reng bør have Plig

ter, og denne Pligt bæ rer andet godt i sig. D en ud

vikler O rdenssansen. E n Ven af Fam ilien m eddeler,

at han ved et tilfældigt B esøg i Skolen har set D ren

gen ivrigt beskæ ftiget m ed at rense Skolepladsen for