106 / 269
sig op til næste Løntrin. At saadanne Forhold ikke virkede fremmende paa et
indbyrdes godt kammeratligt Forhold og Sammenhold er indlysende; dette be
nyttede Ledelsen sig af, og Brandfolkene kom derved under et Aag saa tungt,
at de til sidst sank ned i den rene Sløvhedstilstand. Den -øvrige Behandling af
Personalet stod i Forhold hertil og var gennemgaaende præget af Mangel paa
Hensyn og virkelig Humanitet. Ikke desto mindre maa det medgives, at den
daværende Brandchef, Oberst
Meyer,
var en Mand, der med fuldt Ansvar og
stor Pligtfølelse følte, at han burde drage Omsorg for sine undergivne som en
Fader for sine mindreaarige Børn, altsaa et typisk patriarkalsk Forhold. Pro
blemstillingen for Brandchefen og andre af Datidens Embedsmænd har nok
nærmest været den, at det kneb med at forstaa den frembrydende sociale Ud
vikling. Dette at anse en Brandmand, saavel som en Arbejder i øvrigt, for en
fuldgod Borger har Datidens Embedsmænd nok ikke kunnet finde stemmende
med den Virkelighed, de saa omkring sig.
Efter en Lønændring i 1890 lønnedes 33 Brandmænd med 3 Kr. daglig, 33
med 2 Kr. 80 Øre og
66
med 2 Kr. 60 Øre; Kuske og Hornblæsere fik 2 Kr. 40
Øre daglig; men ved samme Lejlighed inddrog Magistraten den Betaling for
Teatervagttjeneste, som en Del af Brandmændene havde oppebaaret indtil da,
og lod denne Indtægt indgaa i Kommunens Kasse. I November 1892 ansøgte
samtlige menige Brandmænd om at faa Lønnen udbetalt maanedsvis og forud;
Brandchefen anbefalede Ansøgningen, idet han dog samtidig henviste til, at
Kommunens Understøttelse til Brandmændenes Sygekasse maatte bortfalde, saa-
fremt Andragendet blev bevilget. Det blev det ikke, men fra 1. Januar 1895
skete der en Ændring af Fordelingen i Lønningsklasserne, hvorved en mindre
Forbedring af Lønforholdene opnaaedes mod, at Brandmændenes Tjeneste ved
Rengøring af Brandstationerne udvidedes. Udbetalingen af Lønningerne skulde
stadig ske ugevis og bagud.
I Tidens Løb var bl. a. en Del Haandværkere søgt ind i Korpset, og ikke
mindst disse unge faglærte Folk, der fra deres Profession var indforstaaet med
Nødvendigheden af fagligt Sammenhold, agiterede for Dannelsen af en Fag
forening. Afgangen fra Korpset var imidlertid kun ringe, og de gamle Brand
folk var saa beherskede af den raadende militære Disciplin, at de end ikke
turde drøfte Muligheden af en saadan Tankes Gennemførelse. De militære
Disciplin- og Straffebestemmelser gav Ledelsen Ret til at idømme Bøder, give
Stroppeture under Øvelserne i Timevis, kommandere Synderen til Ekstraarbejde
paa hans Fridag (naturligvis uden Betaling), eller glemme ham, naar der blev en
Plads ledig paa et højere Løntrin; i grovere Tilfælde af Forseelse Suspension
uden Løn i indtil 2 Maaneder. En meget yndet Form for Tildeling af Straf,
som anvendtes selv ved de mindste Forseelser, til Tider ingen Forseelse, men
paa Mistanke alene, var at lade vedkommende gaa Skildvagt, ekstra Ture i en
eller flere Timer, over een eller flere Vagter, alt efter Forseelsens Art eller efter
som Humøret var hos den Brandfuldmægtig (datidig Benævnelse for Brand-
1 04