108 / 269
og al den
ydre
Disciplin (Kadaverdisciplinen) blev større for hver Dag, og Agita
tionen for en faglig Forening blev mere og mere intensiv. Man begyndte for
Alvor at rasle med Slavelænkerne.
I 1890’erne var der foregaaet en betydelig Forskydning i Lønniveauet for
Arbejdere i de private Erhverv, og en kommunal Lønrevision var derfor tvin
gende nødvendig, hvis man vilde have kvalificeret Arbejdskraft. Agitationen
for Tilslutning til Fagforeningerne var blevet et Krav, som ingen blot nogen
lunde selvbevidst Arbejder kunde sidde overhørig. Sporvejsfunktionærerne, der
ganske vist dengang henhørte under private Selskaber, dannede i 1897 deres
faglige Organisation, og da de kom nogenlunde goclt fra dette Eksperiment,
voksede Initiativet hos de mest modige Brandfolk. En kraftigere Agitation be
gyndte nu, dog stadig i det skjulte, thi aabenlyst turde ingen endnu blot nævne
Ordet Fagforening. Tilfældet kom nu de mere klartseende af Brandfolkene til
Hjælp. Hermed hang det saadan sammen, at fra 1893 var der brudt en Breche
i Højres hidtil enevældige Styre i Københavns Kommune, bl. a. ved at der dette
Aar valgtes to Socialdemokrater ind i Borgerrepræsentationen, til hvilken der
den Gang var ordinært Valg hvert Aar. Frisindet sejrede mere og mere i de
følgende Aar, og efter Valget i 1897 kunde det forudses, at Demokratiet i næste
Omgang vilde blive Flertal. Da Højre mærkede, at dets Regimente stod ved
Afslutningen, besluttede Partiet for om muligt at bevare Stillingen sig til det
Skaktræk at forsøge at vinde Kommunens Tjenestemænd ved at fremsætte For
slag om en Lønrevision. Det var en Begivenhed, der fra Funktionærernes Side
blev imødeset med megen Spænding og ikke saa lidt Skepsis. Selv om man
haabede paa en haardt tiltrængt Forbedring af Lønnen, turde man dog ikke
stole paa, at det herskende Højreflertal vilde vise de lavestlønnede særlig Inter
esse, og da Lønreformen den 1. April 1898 førtes ud i Livet, viste det sig da
ogsaa, at Tjenestemændene (eller som det den Gang hed: Embeds- og Bestil-
lingsmænd) var taget grundigt ved Næsen, i hvert Fald gjaldt dette de lavere
lønnede Grupper. Ved Lønreformen oprettedes
8
saakaldte budgetmæssige Løn
klasser for Funktionærer, der ikke tidligere havde været inde under Lønklasse
systemet. Politiets og Brandvæsenets Personale optoges dog ikke i disse budget
mæssige Lønklasser, men blev staaende som hidtil i 3 Aldersklasser. Alle Løn
ninger fastsattes imidlertid nu som Aarslønninger, der skulde udbetales forud
med i
/12
maanedlig. Vilkaarene for Brandmænd blev, at den yngste Aldersklasse
oppebar en aarlig Løn paa 1000 Kr., næstældste paa 1100 Kr. og ældste paa
1200 Kr. Plornblæsere og Kuske, der ligeledes inddeltes i 3 Aldersklasser, lønne
des dog med 100 Kr. mindre i hver. Sprøjteførere fik 1600 Kr. aarlig, stigende
til 1700 Kr. efter 4 Aars Tjeneste. Det højeste Merbeløb nogen Brandmand
opnaaede ved denne Lønreform var 53 Kr. 60 Øre aarlig. Naar Brandmænd og
Politibetjente ikke blev ansat i Lønklasse, skyldtes det Indstillinger fra de re
spektive Institutionschefer, der havde fraraadet det og ikke mente at det var
heldigt at gaa den Vej, men at man hellere af Hensyn til Disciplinen maatte
1 0 6