![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0167.jpg)
ning den 1. November, og Andragendet blev af Magistraten tilstillet hans Efter
følger E. Liisberg til Erklæring.
fra Organisationernes Side optoges straks Forhandling med den nye Brand
chef, men denne erklærede, at han ikke vilde anbefale Andragendet, da han af
Magistraten havde faaet Paabud om at spare paa sit Budget. Denne Stilling
tagen fra Brandchef Liisbergs Side varslede ikke godt — og i hele hans »Rege
ringstid« var Forholdet da ogsaa det, at Organisationen saa med den dybeste
Mistillid paa hans Dispositioner. Fortolkningen af en 7 Dages Ferie, som af
Oberst Meyer blev fortolket som 7 Vagtdage, blev af Liisberg fortolket som 4
Vagtdage og 3 Fridage. Trods denne Reducering af Feriedagene var Forholdet
dog stadig det, at kun et Mindretal opnaaede en samlet 7 Dages Ferie. Af Brand
væsenets Beretning for 1909—10 fremgaar det, at ialt 251 Brandmænd, Horn
blæsere og Kuske i Regnskabsaarets Løb har været tilstaaet Orlov i tilsammen
1564 Dage, hvilket vil sige 6,2 Dage i Gennemsnit. For det følgende Aar ses
det, at Gennemsnitstallet for Orlovsdage kun var 3,9; det er jo egentlig meget
talende. I Oberst Meyers Tid havde Organisationen desuden opnaaet Ret for
Personalet til at stille en Kollega for sig i indtil et helt Døgn. Denne Ret blev
gentagne Gange bestridt af Brandchef Liisberg med den Motivering, at han
ansaa det for en Omgaaelse af Feriebestemmelserne. Dette Angreb paa en hævd
vunden Ret indberettede Organisationen til Forbundet, der efter Forhandling
med Brandchefen atter fik denne Sag ordnet tilfredsstillende.
Efter at Forbundet forud havde søgt derom, vedtog Borgerrepræsentationen
med Virkning fra 1. April 1914 at yde 2 Ugers Ferie til alle i budgetmæssig
Lønklasse ansatte Tjenestemænd. Glæden over denne Ferieudvidelse fik en
dobbelt Baggrund derved, at Retten til denne Ferie fastsloges; den tidligere
kedelige Tilføjelse var dermed bortfaldet. Det varede dog ikke længe før nye
Vanskeligheder opstod. Ved Krigsudbrudet i August 1914 hjemkaldtes alle ferie
rende Brandmænd telegrafisk, adskillige blev indkaldt til Militærtjeneste, og al
Ferie blev stoppet for en Tid. Senere lempedes dette Stop noget, men de ved
varende Indkaldelser til Sikringsstyrken forhindrede dog helt til Sommeren 1916,
hvor Styrken forøgedes med det fornødne Ekstramandskab, Brandpersonalet i at
faa Ferie i Overensstemmelse med den af Borgerrepræsentationen forlængst ved
tagne Beslutning. Det er Forbundet og den daværende socialdemokratiske
Gruppe i Borgerrepræsentationen med Th. Stauning i Spidsen, der tilkommer
Æren for at ogsaa denne Sag omsider blev løst tilfredsstillende.
I og med den 14 Dages Feries Indførelse var alle Knuder dog ikke løst.
Ferietildelingen gav i en lang Aarrække herefter Anledning til megen og beret
tiget Kritik for i Særdeleshed den yngre Del af Styrken. Utallige Forhandlinger
blev i den Anledning — særlig i Begyndelsen af Trediverne — ført mellem
Brandvæsenets Ledelse og Organisationens Repræsentanter. Som Forholdene
var tilrettelagt, var Ferietildelingen udstrakt over hele Aaret og var kun mulig
inden for de Rammer, det til enhver Tid for Haanden værende Erstatnings
165