70 / 137
62
U D E N B Y S K I RK E GA A R D E
ledes: »Træerne ere ordnede i stive Rader, der begynde ved Ind
gangsportene og ende ved den lige overfor staaende Mur. I somm e af
disse Rader staa Rænke, for, tænker jeg, at give det et Slags Lighed
med den skønne Kavallergang i Ro senb o rg Have. Alt er anlagt saa
snorret, at man i det Øjeblik, man blot er inden for en af Portene,
overser det hele fra øverst til nederst; og den stygge hvide Mur rundt
omkring afskærer al anden Uds igt« .1)
I samme Artikel klages over, at Folk sidder og spiser og drikker
mellem Gravene, medens Spillemænd stemmer op med den ene
Dansemelodi efter den anden, og denne besynderlige Uskik revses
ogsaa fra mange andre Sider i Samtiden. Refolkningens brede Lag
havde hurtigt genfundet Traditionen fra den forrige Kirkegaard uden
for Nørreport, der var forsvundet et Hundrede Aar før den nye toges
i Brug. Det b lev nu som dengang en Folkeforlystelse at drage ud til
Kirkegaarden. »Den Glade lejrer sig i dine Skygger«, synger Høegh-
Guldberg, og snart b lev Kirkegaarden saa søgt et Udflugtssted, at F o r
argelse ikke kunde undgaaes. August Hennings fortæller i sine »Breve
fra København«
1802
, at Folk tog deres Mad med ud paa Kirkegaar
den og fortærede den mellem Gravene. Dette havde trukket Musik til,
som spillede Danse og Valtser. Han havde en Samtale om den Sag
med Høegh-Gu ldberg, som — maaske uden nogen Grund — bebrej
dede sig at have fremkaldt dette Folkeliv. »F ø r mit Digt«, sagde Guld-
berg, »var der ingen, som bekymrede sig om Kirkegaarden. Siden
det er udkommet, er det blevet Mode at gaa derud«. »Jeg ventede ikke
denne Virkning af mit Digt«, tilføjede han. »Jeg vilde drage de døde
ud af Forg lemme lsen , og nu g lemmer man endog Døden« . I
1805
blev det paalagt Graverne at vaage over, at der ikke falholdes eller
fortæres Æde - og Drikkevarer paa Kirkegaarden, eller at der paa
denne holdes Musik eller foretages noget, som ligner Lystighed .2)
Men endnu i
1814
og paany i
1816
maatte det indskærpes, at det var
forbudt at sidde paa Kirkegaarden og fortære Spise- og Drikkevarer.
Og en gamme l Københavner som Konferensraad Werlauff, der døde
1871
, omtaler endnu Skikken i sine Erindringer:
»Uden for Hovedstadens Vo lde afgav i min Ungdom Assistenskirke-
gaarden en meget yndet Spadseretur, skønt den stundom benyttedes
paa en temmelig upassende Maade. Om Sommeren søgte nemlig om
Aftenen mange Familier derud, som havde Fødevarer med sig, og
man saa dem da udbrede en Dug paa en Ligsten og der nyde deres
Aftensmad med behørige Sopkener eller ko ld P u n c h « . 3)
Ogsaa værre Uordener gik for sig derude. Det hed sig, at Graver-
karlene aabnede Kisterne og udp lyndrede Ligene. Byen b lev i
1804
stærkt opskræmmet ved Rygter herom , og
4
Graverkarle blev arre-