69 / 137
61
Vartov havde hver sit Stykke af den. De indenbys Assistenskirke-
gaarde blev nedlagte ved Plakat
29
. Okt.
1760
. Vajsenhusets og Var
tovs Kirkegaarde blev udlagte til Halmtorvet ved Vesterport; de an
dre solgtes efterhaanden til Bebyggelse.
Magistraten havde allerede inden Kirkegaarden blev taget i Brug
udtalt sin Frygt for, »at mange i Begyndelsen vil trykke dem ved at
lade Ligene udføre af Porten til de nye Assistens-Kirkegaarde, men,
i hvor liden Baad de end kunde have, hellere af en utidig Amb ition
søge at faa Jord paa Kirkegaardene i S taden « .1) Og Universitetspro
fessorerne havde tilraadet hellere at aabne Kirkegaarden ved Foraars-
eller Sommertide end om Vinteren, »hvo r de uomgængelige og ube
hagelige Incommod iteter des mere maa falde Fo lk i Øjnene, førend
de blive bragte i Vane med at lade deres Lig føre uden for Porten«.
Disse Anelser gik tilfulde i Opfyldelse. I
25
Aar var Assistenskirke-
gaarden udelukkende en Fattigkirkegaard, og det var en Begivenhed,
da den første Standsperson i
1785
b lev jorde t derude. Denne modige
Mand var Etatsraad J. S. Augustin, der selv havde bestemt, at han
vilde hvile paa Assistens Kirkegaard. Basmus Nyerup priser ham
derfor som »en ædel Mand, en af vort Olds praktiske Philosopher,
som besad Sjælsstyrke nok til at opløfte sig over F o rd omm e og sætte
sig ud over Tidernes Smag, og gav derved Signalet til Udryddelsen af
den erkedumme , papistiske, af selve Luther bestredne Overtro, som
tillægger Kirkegulvet og Kirkegaardsjordene udmærket Hellighed«.
Monumentet over ham, af Wiedewelt, var det ældste paa Kirkegaar-
den. Det er nu forsvundet, men en A fb ildn ing af det findes i Lahdes
Bog om Assistens Kirkegaard.
Da først Begyndelsen var gjort, fulgte flere efter. I
1796
skrev Lek
tor Fr. Høegh-Gu ldberg et langt Digt om Assistens Kirkegaard, — »en
Jambe helliget K. L. Rahbek«, senere udvidet til »en elegisk Idyl i
flere S c en e r « ,2) — og i dette kunde han allerede nævne adskillige
kendte Navne paa Kirkegaarden, saaledes Digterne Storm og Samsøe.
Om Augustin hedder det: »Han først blandt Stormænd lod sig jo rde
her«. — Da Amtmanden i Piøen, August Hennings, i
1802
besøgte
Kirkegaarden, forefandt han mange smukke Monumenter tegnede af
berømte Kunstnere som Wiedewelt, Dajon, We idenhaup t og Ab ild-
gaard og med Indskrifter af Rahbek og Suhm ; og skønt Hennings
endnu stadig bruger den gamle Benævnelse Fattigkirkegaarden, kan
han med en rhetorisk Vending tilføje, at netop her lader alle de sig
begrave, som er rige paa Aand og Penge.
De smukke og kostbare Monumenter gav efterhaanden Kirkegaar-
den Stil og Karakter; men i selve dens Anlæg var der næppe noget
tiltalende. I RahbeksTidsskrift »Tilskueren« skildres den i
1803
saa-