212 / 285
fællesskab anskaffede sig Feltsenge; men Himmelsengen blev dog
staaende til helt op mod det 19. Aarh. Andet Møblement og Senge
tøjet maatte Studenterne selv sørge for. Enkelte Værelser, hvis
Beboere havde rundhaandede Velgørere, kunde da være udstyret
med forholdsvis stor Komfort, og det kunde ske, naar en Alumne
efter Udløbet af sit Stipendium forlod Regensen, at han testa
menterede sit overflødige Bohave til Værelset; der var saaledes
et Værelse, der prunkede med en „Ryslæders“ Stol, et andet
kunde fremvise en Jernlysestage. Men da Studenten selv maatte
anskaffe Lyset, har der maaske nok været de Aftener, da den var
temmelig unyttig; 'heller ikke var Kakkelovnen altid et trøste
rigt Værn mod Vinterkulden; dog blev efterhaanden Brændsels-
spørgsmaalet ordnet saaledes, at alle Alumner fik deres bestemte
ind, mærkede han sin egen Umyndiggørelse; altid og alle Vegne
var han under Kontrol. Hans nærmeste foresatte var Inspektor
paa den Gang, hvor han fik Værelse, og Dekanen ved Kloster
bordet. Over dem stod Viceprovsten, og over ham igen Provsten,
som paa sin Side var afhængig af de teologiske Professorer, Rek
tor og Konsistorium. Og mer eller mindre betragtede de alle den
unge med Mistænksomhed, og ofte gav deres strenge Instrukser
og Hensynet til personlig Fordel dem Anledning til at opfatte
deres egen Stilling mere som en Angivers end som en hjælpende
og forstaaende Vejleders. Der var en Tilbøjelighed til at betragte
ethvert lille Udslag af nok saa harmløs ungdommelig Munterhed
som en for det ganske Samfund og den sande Religion farlig For
brydelse. Men i det hele var jo Tidens Vurdering af smaat og
Maal Brændeved. Egentlig hyggeligt kunde der vanskeligt blive i
de smaa tarvelige Rum med deres Murstensgulv, deres blyspros-
sede Vinduer og deres kalkede Vægge og Bjælkelofter. Men det
var altsaa de Herligheder, det 17. Aarhundredes fattige Student
maatte prise sig lykkelig over at opnaa fremfor sine mange
endnu fattigere Kammerater.
Vi elsker vor Gaard, naar vi drager afsted
Fra vort Taarn, fra vor løvrige Lind;
Vi vil takke den varmt for det bedste, vi ved,
For et livsglad ungdommeligt Sind.
Saaledes synger en Regensdigter mod Slutningen af det 19. Aar-
hundrede. Men det er ikke Tonen fra den ældste Regens. Be
varede Regensianeren dengang et livsglad ungdommeligt Sind,
saa var der ikke megen Grund til at takke Regensen derfor.
Overalt var hans Bane afstukket af Pligter og Forbud, indskær
pede ved Trusler om Straf paa Mad, Penge og personlig Frihed.
Naar lige undtages den legemlige Revselse var hele Skolens
Tvang og Tugt fulgt med ham til Universitetet. Den frie Tanke
var et ukendt Begreb. Det var Ortodoksiens Tid, det var Tvan
gens og den haarde Tugts og de mangfoldige uomgængelige
Autoriteters Aarhundrede. Saa snart den unge Minervasøn flyttede
stort forskellig fra vor Tids. Saaledes kunde ved Klosterspisnin
gen ugudelig Banden og Sværgen sones med en Bøde af nogle
Skilling, og mødte nogen drukken ved Bordet, kunde Synderen
slippe med en Bod af 4 Sk. og Bortvisning for den Dag, hvor
imod det kostede en hel Mark at krænke Stedets latinske Værdig
hed ved blot at tale tre danske Ord under Spisningen.
Man tog massivt paa Tilværelsen i det hele taget. Fik Studenten
sit sikre Husly paa Regensen og sine to solide Maaltider paa
Klosteret, saa skulde der saa sandelig ogsaa solidt sørges for, at
han ikke ved utidig Frihed fristedes til at afvige fra Dydens
rette Bane eller forsømte den autoriserede Visdoms Kilde. Derfor
vaagedes der nøje over hans Flid, fra han purredes ud af sin
Tospænder-Himmelseng ved 4 Slæt Morgen, og til han Kl. 8 eller
9 Aften gik til Hvile, og derfor var en vigtig Del af hans aande-
lige Ernæring slaaet sammen med Indtagelsen af den legemlige.
Til Maaltiderne paa Klosteret var der først og fremmest knyttet
omstændelige Andagtsøvelser, naturligvis paa Latin : Bordbøn ind
ledte Maaltidet, og den, som udeblev derfra, fik ikke Adgang den
Dag. Under Maaltidet skulde Alumnerne efter Tur oplæse et
Stykke af Bibelen paa Latin, og denne Oplæsning skulde vare
en halv Time. Maaltidet afsluttedes med en Bøn og en Salme.
195
Regensen, St. Kannikestræde-Fløjens (iavlfacade mod Købmagergade, Aar 1900.