213 / 285
Men fuldt saa vigtig som Andagten var de lærde Øvelser, der var
knyttede til Klosterspisningen: Deklamationerne og Disputatserne.
Onsdag og Lørdag skulde der ved hvert Bord fremsiges udenad
lærte Stykker af det nye Testamente eller Katekismen paa Latin.
De øvrige Dage var helliget Disputatserne, hvortil Emnerne kunde
hentes fra samtlige de Fag, der læstes ved Universitetet.
Ved Disputatsen var hvert Bords Dekan Præses; han skulde
fremsætte nogle Theses (Paastande) som Grundlag for Debatten
over de Emner, Provsten havde opført paa den ugentlige Disputats
liste, som hver Lørdag forud ophængtes i Spisesalen. Paa Om
gang optraadte saa to Alumner ved hvert Bord; den ene skulde
som Opponent angribe, den anden som Respondent forsvare de af
Præses fremsatte Theses.
Disputatsernes Formaal var Øvelse i praktisk Dialektik (Logik).
Det ser ud, som om man har lagt Vind paa at fremføre Emner,
der ligger hinsides al sund Fornuft. Hvad mener man f. Eks. om
at disputere om den Saltstøtte, hvortil Loths Hustru blev for
vandlet, eller om den fortabte Søns Føde ? Det var ved den Slags
Øvelser, man omskabte begavede Bønderdrenge til golde Forma
listtyper som Erasmus Montanus. Men trods alt var denne Dan
nelsesform saa sejglivet, at den sidste Rest af disse Øvelser først
bortfaldt 1795, mere end et halvt Hundrede Aar efter at Holberg
havde rettet sin udødelige Satire imod dem.
Foruden Klosterøvelserne var der mange andre Pligter. Morgen
og Aften skulde Regensianerne møde til Andagt i Regenskirken,
og for at ingen skulde skulke fra det, var ved de Tider Porten
stænget. Endvidere skulde de føre Kollegiehefter ved Profes
sorernes Forelæsninger, og baade Dekanerne og Provsten havde
Pligt til at paase, at denne Pligt blev ordentligt udført. Ende
lig skulde de overvære de offentlige Disputatser.
Alle Vegne var de under kontrollerende Myndigheders aar-
vaagne Øjne, alle Steder truede en rigt varieret Skala af Straffe,
lige fra Fortabelsen af en Dags Maaltider til Hensættelse udi
carcer
(Universitetsarresten) eller Udstødelse af Universitetet. At
det kunde gøre dem krybende i deres Væsen over for de foresatte,
er intet Under. At de paa den anden Side til Tider kunde være
temmelig uregerlige, kan heller ikke forundre, naar man ser hen
til, at Raahed og Last trivedes saare yppigt i alle Samfundslag
fra de højeste til de laveste.
Det var saaledes ikke altid let at være Regensprovst. Naturlig
vis gjorde det ikke hans Forhold til Alumnerne bedre, at hans
Løn for en stor Del beroede paa de Bøder, Studenternes Forseel
ser indbragte. Og naar det stærke tyske 01 gjorde sin Virkning,
da kunde den krybende og forkuede Student blive til en over
modig og raa Voldsmand. I 1632 klager Provsten Johannes Bon-
dæus over en Morten Nielsen, „at han for nogen Stund siden
havde yppet Parlament med ham og nu nyligen igen revet ham
i Haaret og kradset ham i Ansigtet“. Morten maatte gaa i carcer
for den Sag, da det oplystes, at han tidligere havde været druk
ken og yppet Parlament i Regensen, saa at selve Rektor havde
maattet skride ind.
Skandaler af denne Art, der skyldtes Studenternes Hang til
stærk Drik, er ikke helt sjældne i Aarhundredets Forløb. Det var
en fordrukken Tid, og selv om det ikke skortede paa strenge
Forbud, var dog Drukkenskab en af de Forseelser, hvor Studen
terne til en vis Grad kunde trække Veksler paa de styrendes
Langmodighed. Kun ved højtidelige Lejligheder udskænkede Kom
munitetet stærkt 01 til Studenterne, og da var Provsten ingen
lunde en Foragter af den skønne Drik, om man da ellers kan
regne med den Anekdote, der er overleveret om den gode Pro
fessor og Provst Søren Gluud, at han, da Sparebestræbelserne i
Tiden efter Svenskekrigen havde forledt Kommunitetet til at
stryge denne Udgift, nedlagde sit Embede, fordi han under de
Omstændigheder ikke skøttede om at være Regensprovst, og hans
Demonstration bar for saa vidt Frugt, som Kommunitetet blev
bange for, „at man skulde ilde resentere det til Hove, om man
fik vide saadan god Skik at være ophævet“, og derfor atter det
følgende Aar skænkede det gode 01.
Som Regel hentede dog vel Studenterne deres Rus uden for
Regensen eller Klosteret; der var Kipper og Knejper nok i Nabo
laget. I hvert Fald fandt Konsistorium det formaalstjenligt, efter
at Studenterne i 1676 havde gjort sig bemærkede i en drabelig
Bataille, at forbyde Regensianerne under Trusel om Stipendiets
Fortabelse at færdes i „Kro- og Vertshuse tvert for deres Logement“.
Regensen, Hovedporten mod St. Kannikestræde, Aar 1907.
196