218 / 285
Men Ombygningen betød ikke nogen væsentlig Forbedring af
Studenternes trange Kaar, og de forhadte Jernstænger sad igen
for Vinduerne. Og Studenterne, som flyttede derind, medbragte
den samme Fattigdom som i den gamle Regens og Fattigdommens
tro Bordfæller: Urenlighed og Drukkenskab. Maaske var de lidt
mindre præget af Raahed og Vildskab; til Gengæld havde deres
Uddannelse, der havde saa uendelig lidt med det virkelige Livs
Spørgsmaal at gøre, givet dem det Skær af Pedanteri og aande-
ligt Hovmod, som Holbergs rammende Satire blottede gennem
Erasmus Montanus.
Men det er dog i det 18. Aårhundrede, det begynder at gry med
Forvarsler om en lysere og lykkeligere Udvikling. Først er der
Klosterspisningens Ophør 1736 og dens Afløsning med en ugentlig
Pengeunderstøttelse paa 4 Mk. Man kan ikke sige, at det var
Kostpenge, der skulde friste til Overdaadighed; men Forandrin
gen havde den Betydning, at nu var der tilføjet den faste For
bindelse mellem Kommunitetsin
stitutionen og Regensen det første
lille Skaar. Det næste og dybere
kom i 1777, da der rammedes
en Pæl gennem Disputerevæsenets
grelle Unatur; Klosterøvelserne
hørte ganske vist ikke fuldstæn
dig op, men fortsattes dog kun i
en meget stærkt ændret og ind
skrænket Form, indtil de mod
Aarhundredets Slutning helt for
svandt. Med Ændringen af Klo
sterøvelserne kom tillige en æn
dret Opfattelse af Adkomsten til
at blive Regensianer. Hidtil havde
praktisk talt kun Teologer haft
Udsigt til at blive optaget; nu
aabnedes Regensen for alle de an
dre Fag, der efterhaanden havde
faaet Borgerret i vort videnskabe
lige Liv.
Holberg havde aabnet Danmark
for det europæiske Aandslivs
Strømninger. Mere og mere kom
vi i Berøring med de nye Tanker,
de nye Vurderinger af de men
neskelige Aandsværdier, alt det,
der bevægede Sindene i Europa
forud for den store franske Revo
lution. Ogsaa Regensen berørtes
af den, ja, der skete det mærke
lige, som indtil da vilde have
været utænkeligt, at Stifteisernes
høje Styrelse tog Alumnerne med
paa Raad om, „hvilke Mangler de
troe at behøve at afhjælpes ved Opvartningen og den indvortes
Orden paa Regentsen“. 1 denne Anerkendelse af Regensianernes
Ret til at udtale sig om, hvad de mente var til Gavn eller Skade
for dem, ligger den første Antydning af det Selvstyre i Fælles
anliggender, som nu i vore Dage er Regenslivets Grundlov.
Og nu kom da de første vigtige Reformer før Overgangen til
det nye Aarhundrede. Jernstængerne blev fjernet fra Vinduerne,
og Regensen ligner ikke mere et Fængsel. Himmelsengen for
svandt. Ligbærerprivilegiet blev ophævet. Den sidste Rest af
Klosterøvelserne og den pedantiske Kontrol med Studenternes
Arbejde bortfaldt. Der blev ikke længer Tale om Straffebøder
for dette eller hint ligegyldige Smaatteri, og Provsten behøvede
ikke mere at være den „strenge Overskolemester, der med Tug
tens Ris skulde forhindre enhver ungdommelig Livsytring“.
Fra denne Tid stammer Regensfællesskabets skønneste Symbol:
det smukke Lindetræ, som Provst Hviid plantede den 12. Maj 1785,
og som nu i 140 Aar har bredt sin Krone over de hurtigt vekslende
Generationers Færden mellem de røde Mure.
Hviid var den første Regensprovst, som ved en mild og human
Fortolkning af sine Pligter og en venlig og forstaaende Optræden
vandt Regensianernes Hengivenhed.
Regensen var nu blevet et Hjem. Lyt blot til Studenterviserne
fra Begyndelsen af det 19. Aarhundrede. Der er noget lyst og
lykkeligt over Tonen, der er Klangen af en mægtig højnet
Standsfølelse. Typen er ikke længer den forkuede, livsfjerne
Per Caudi. Den kulturelle og nationale Vækkelse, der med den
romantiske Digtning spredtes over Landet, er vel i første Række
Betingelsen for den nye Types frejdige Livstro. Men den frejdige
og sorgløse Tone, der klinger gennem Tidens Regensliv, skyldes
dog ikke mindst Regensens Leder, den rolige, venlige og elskvær
dige Rasmus Nyerup, i hvem Regensianerne vidste, at de altid
havde en forstaaende Ven. En Vise fra Regensens Tohundredaars-
fest giver Udtryk herfor:
Som Bogen, saa har Du Studenten kjær,
Og gjerne hans Bedste Du søger;
Vor Nyerup, Du sysler saa husli gen her
Imellem Studenter og Bøger.
Du sparer ej Flid
Og mindre Tid ;
Vor Fader, vor Lærer, vor anden Hviid!
Hans Popularitet er næppe blevet overtruffet af nogen senere
Regensprovst, maaske ikke engang
af den højt priste og besungne
Julius Lassen, som fra 1896 til .1918
ledede Regensen og ved sin milde
Retsindighed og sin hele noble
Personlighed vandt sig alle Re
gensianeres Kærlighed og Respekt.
Det Frisind, der med det 19.
Aarhundrede kom ind i Regensens
Styrelse, har i Tidens Løb vist sig
at bære den bedste Frugt. At den
daglige Censur over Studenternes
Arbejde faldt bort, saa at de aan-
delige, æstetiske og videnskabe
lige Interesser fik Lov at udvikle
sig frit og ubundet, skabte tillige
en ideellere Følelse af det person
lige Ansvar og den frie Students
Pligt til Flid, og Resultatet er
blevet, at Regensen blandt sine
Sønner har kunnet tælle en an
selig Række af Landets dygtigste
Mænd.
Som i det hele taget den første
Trediedel af Aarhundredet stod
i de romantisk-æstetiske Ideers
Tegn var det naturligvis ogsaa
disse, der paa Regensen skabte
den bevidste Trang til en livligere
Tankeudveksling. Det var Poul
Martin Møllers og Christian Win
thers Periode. Regenslinden blev
Samlingsmærket for den mest
interesserede Del af hele den
københavnske
Studenterverden.
Under dens grønne Krone var det da ogsaa, at Studenterforenin
gen stiftedes 1820, mens Christian Winthers „Her under Nat
himlens rolige Skygge“ klang som Opsang for den nye selv
bevidste Studenteraand. Ogsaa var det her, at A. P. Berggren
samlede de unge Stemmer i det firstemmige Kor, hvorfra Studenter
sangforeningen har sin Oprindelse.
Da Julirevolutionen satte Sindene i Røre, blev det den politiske
Interesse, der gav Regenslivet dets mest iøjnefaldende Impulser.
Regensen blev snart anset for Liberalismens Hovedkvarter. Den
blev Udgangspunktet for Demonstrationerne. Herinde var det, at
Orla Lehmann forfattede den Adresse, hvorved Studenterne ved
Christian VIIPs Tronbestigelse forebragte deres Ønsker om en fri
Forfatning. Herinde fandt Ploug sin første Tumleplads for sine
organisatoriske Evner og sin æggende Veltalenhed, og herindefra
organiseredes mange af de skandinaviske Sammenkomster.
Blandt de store Lejligheder, hvor Regensianerne optraadte som
Værter, maa nævnes Slesvigernes Besøg i København i 1865, ogsaa
fordi det gav Anledning til, at Regensen fik sin første „Klokker“,
en Regensianer, som af Kammeraterne valgtes til at lede Festlig
hederne.
Denne Embedsmand blev senere Topfiguren i det regensielle
Selvstyre i alle indre Anliggender. Dette udøves af frit valgte
Embedsmænd, hvis Funktionstid er et halvt Aar. Den højeste
Myndighed, som skal godkende disse Embedsmænds Virksomhed,
Christopher Valkendorf,
f. 1525 f 1601.
Grundlægger af Valkendorfs K ollegium .
200