223 / 285
lange Borde og Bænke, fandtes i den ene Ende et Kateder og
paa Væggen Valkendorfs Vaaben og Portræt. Bag Auditorie-
bygningen laa Haven, der foruden af Bygningen adskiltes fra
Gaarden ved en Mur. Denne Mur blev i Tidens Løb Kilde til
idelige Bekymringer, den maatte stadig repareres og ombygges,
da den havde en kedelig Tilbøjelighed til at styrte om. Haven
skulde efter Fundatsen være delt i 8 Dele, og det var Alum
nernes Pligt at dyrke Frugtræer og Urter deri.
Alt dette var jo efter Tidens Forhold saare godt, men Byg
ningerne var gamle, der trængtes stadig til Reparationer, og
Professorerne vilde nødig berøve Studenterne for meget af de
170 Daler, saa det blev ved det nødtørftigste. Ydre Ulykker
kom til, idet en Granat under Bombardementet 1658 faldt ned i
Auditoriebygningen og nær havde ødelagt Biblioteket. Under
disse Omstændigheder var det en Lykke for Kollegiet, at en be
hjertet Mand, Professor Jør
gen Eilersen, kom det til
Hjælp ved at forstrække det
med Laan til Reparationer og
ved at tage sig af den stærkt
forsømte Have. Men den føl
gende Tid kræver atter store
Beløb til Reparationer. I faa
Aar anvendes saaledes 101
Rdlr. alene paa Havemuren,
hvad dog ikke forhindrer,
at den faa Aar efter falder
om igen. Haven gaar ogsaa
i Forfald, og det er først i
Slutningen af det 17. Aar-
hundrede, at den oplever en
Renæssance, da en botanisk
studerende, Peter Kylling,
interesserer sig for den; som
Belønning faar han sit Sti
pendium fornyet flere Gange
og boede paa Kollegiet til
sin Død 1696. Den store
Brand, som ramte Byen 1728,
hærgede ogsaa Kollegiet fryg
teligt. Kun Auditoriebygnin
gen og nederste Etage af
Hovedbygningen blev staa-
ende. Nu skulde man tro,
at der havde været en Lej
lighed til at faa det opbyg
get saaledes, at de stadige
Reparationer kunde undgaas,
men det blev ikke Tilfældet.
Kort efter, at Kollegiet var
blevet genopbygget 1732, væ
sentlig i samme Skikkelse som
tidligere, klages der over, at
Vandet under Regnvejr strømmer fra Gaden ind gennem Hoved
bygningen. Man skred derfor faa Aar efter til en omfattende Restau
ration. Hele Niveauet hævedes halvtredje Alen, og der skaffedes Afløb
for Vandet, man restaurerede Auditoriebygningen, og paa Hoved
bygningen fjernedes Svalegangen, og Klostercellerne omdannedes
til virkelige Studenterværelser. Selv om Forholdene ikke derved
blev ideelle, Afløbet var ofte i Uorden, og flere Værelser var saa
fugtige, at Vandet løb ned ad Væggene, gaar det dog taaleligt
de næste halvhundrede Aar, men da hjemsøgtes Kollegiet paany
af en Brand i 1795, hvorved ligesom forrige Gang øverste Etage
af Hovedbygningen brænder, medens Auditoriebygningen reddes.
Snart efter Branden begyndte Genopbygningen. I det ydre
forandredes ikke meget. Inscriptionen over Døren, som rimelig
vis var gaaet tabt, erstattedes med en anden indhugget i en
Marmorplade:
Walkendorphs Studenterbolig
Skienket Højskolen 1595
to Gange opreist af sin Aske
efter Branden 1728 og 1795.
Indvendig erstattedes Flisegulvene af Plankegulve, og næsten
overalt anskaffedes nyt Inventar. Men snart viste det sig, at
den Plage, som Fugtigheden havde været i den gamle Bygning,
blev langt værre i den ny; ffere af Værelserne var i Virkelig
heden ganske sundhedsfarlige. Alle mulige Forsøg blev gjort
paa at modarbejde Plagen, men forgæves. 1847 blev den ganske
faldefærdige Auditoriebygning nedrevet, hvad der skaffede nogen
Tilgang af Sol og Luft, men Forholdene blev efterhaanden saa
daarlige, at en gennemgribende Ombygning var aldeles nødven
dig. Det kostede dog aarelange Forhandlinger, og adskillige
Planer fremsattes og forkastedes, før man i 1865 besluttede sig
til at nedbryde hele Bygningen og opbygge den i den bageste
Del af Haven. Derved fik Kollegiet i det væsentlige den Skik
kelse, som det bevarede til Ombygningen i 1913, da der byg
gedes en Kvistetage paa og indrettedes Badeværelser. I Mellem
tiden var der dog sket en Udvidelse af Læsestuen, hvorved Alumne
tallet, som 1866 var forøget fra 16 til 21, reduceredes til 20.
I Tidens Løb har mange berømte Mænd boet paa Valkendorfs
Kollegium. Af de mest kendte
fra den nyere Tid er Sibbern,
Grundtvig, Blicher og Inge
mann.
F. C. S ib b e r n , den be
kendte filosofiske Professor,
boede der fra 1806 til 1811.
Dengang var hans Hoved
studium dog Jura, men om
hans filosofiske Studier vid
ner 3 Guldmedaljer, som han
erhvervede sig for Besvarel
ser af filosofiske Prisopgaver.
Under Krigen 1807 var han
Underofficer i Studentervæb
ningen. 1810 tog han sin ju
ridiske Embedseksamen, og
samme Aar, som han forlod
Kollegiet, disputerede han
for den filosofiske Doktorgrad.
Sibberns nære Ven i de
res Kollegietid var N. F. S.
G ru n d tv ig , som boede der
1808—11. Han kom dengang
fra „Egelykke“, hvor han
havde forelsket sig i Husets
Frue. I Begyndelsen af hans
Kollegietid falder hans Stu
dier over Romantikken og
den nordiske Mytologi. Paa
denne Tid skrev han „Maske
radeballet i Danmark“, en
Kritik af Københavnernes
Forlystelsessyge under Bom
bardementet, „Nordens My-
thologi ellerUdsigt overEdda-
læren for dannede Mænd, der
ej selv er Mythologer“ (1808),
og „Optrin af Kæmpelivets Undergang i Nord“ (1809). I 1810
holder han sin Dimisprædiken i Regenskirken (jfr. Artiklen om
Regensen), og snart kommer han ind i de aandelige Brydninger,
der for en Tid gjorde ham sindssyg, saa at hans gode Ven
Sibbern maatte ledsage ham hjem til Udby Præstegaard. I Januar
1811 var han dog saa vidt restitueret, at han kunde vende til
bage til Kollegiet, men i Begyndelsen af Maj udnævntes han til
Kapellan hos Faderen, og dermed slutter hans Kollegieophold.
S te e n S te e n s e n B lic h e r var Alumne 1808—09. Han kom
dertil fra Lolland, hvor han havde søgt Helbredelse for en
Lungetuberkulose ved et energisk Friluftsliv. Da han kom til
København, levede han under meget trykkede økonomiske For
hold, saa det var overordentlig velkomment, da han fik Kollegiet
og uforstyrret kunde hengive sig til sine teologiske Studier. Re
sultatet var en god Embedseksamen allerede Aaret efter, og der
med forlader han Kollegiet.
B. S. In g em a n n kom ind paa Kollegiet 1811. Da hans Moder
for ikke lang Tid siden var død af Tuberkulose, var han over
bevist om, at ogsaa han snart vilde blive revet bort af denne
Sygdom, og denne Sindstilstand gav hans sværmeriske Natur
Næring. Hele hans Produktion fra Kollegietiden er da ogsaa
præget af det taagede, uklare og sværmeriske. Han udgav to
Professor Ole Borch,
f. 1626 f 1690.
Urundlægger af Borchs Kollegium .
205