216-217 / 285
til Klosterspisningen, spændte de Kaarden om Livet;
endogsaa paa Prædikestolen raslede den trofast ved
deres Side. At den kun var til Pynt, tør man ikke
paastaa. Som det endnu lige til vore Dage har været
almindeligt blandt tyske Studenter, var dengang Duel
væsenet almindeligt udbredt herhjemme. Fra Holbergs
Epistler ved vi, at omkring Overgangen til det attende
Aarhundrede „var en Figtmester udi samme Anseelse
som en Professor ved Universitetet, i det mindste kunde
han blandt vore Studenter regne lige saa mange, om
ikke flere Skolarer . . . Figtøvelser var da ogsaa nød
vendige, efterdi det var grand mode hos alle Folk saa-
vel Gamle som Unge at duellere med hinanden udenfor
Stadsporten paa Fuglestangen“. Men hyppigere end Du
ellerne var dog vist den Slags Skærmydsler paa Gaden,
som endte i regulære Slagsmaal, navnlig med Adelens
Lakajer, med Byvagten eller med Officererne, hvis Lavs-
aand var endnu mere udpræget end Studenternes.
Bitterheden mellem Militæret og Studenterne blusser
navnlig op i det attende Aarhundrede. Ved saadanne
Lejligheder skete det, at der flød Blod. Den sidste
store Bataille fandt Sted saa sent som 1793 i den be
rømmelige „Posthusfejde“.
Betød Kaarden for hin Tids Regensianer et Privile
gium, der hævede ham i social Værdighed, saa skænkedes
der ham paa den anden Side et andet Privilegium, der
i det lange Løb kom til at hvile paa ham som hans
Stands dybeste Nedværdigelse. Han blev autoriseret Lig
bærer. Det stammede fra det frygtelige Pestaar 1711. Og
de 12 Regensianere, der lod sig udtage til at besørge
Begravelsen af de pestdøde, da Ligbærerlavet ikke kunde
overkomme sine Pligter, fortjener vel Ros for deres
Selvopofrelse, skønt det jo ikke stiller denne i det
allergunstigste Lys, at de betingede sig kun at bære
„Pengelig“, d. v. s. afdøde af de bedre Klasser, for hvis
Begravelse der betaltes 1 Rd. til hver af Bærerne, medens
de intet vilde have med de fattiges Lig at gøre. Men
de fik deres Betingelse opfyldt, og da de i 1714 fik
Stadfæstelse paa deres Privilegium, kom det til at lyde
paa, „at Studenterne udi collegio regio eller saakaldet
Regentsen skal herefter være de, som til Ligene iblandt
de Gejstlige og Borgerskabet alene skal bruges“. Unæg
telig kom denne Ligbæring til at betyde en saa væsent
lig Forøgelse af Studenternes Indtægt, at de nødigt
vilde give Slip derpaa; men den udsatte dem ofte for
Ydmygelser, som de maatte føle trykkende. Naar de i
de fine Sørgehuse, som Skik var, blev budt til „Collats“,
Smørrebrød og Snaps, maatte de gerne spise udenfor paa
Gangen eller i Forstuen, fordi fine Folk fandt, at de
førte en ilde Stank med sig, og i det hele undsaa sig
ved at blandes med dem.
Gennemsnitsregensianeren fra hint første store Afsnit
af Regensens Historie er, som man vil se, præget af
Tvang og Fattigdom. Han er vel en skrap Latiner og
cn spidsfindig Disputator; men hans Horizont er saare
snæver, og Lærdommen tjener ikke til at afslibe hans
Valsens Vildskab og Raahed. Alligevel var der naturligvis
en Del, der ragede højt op over Gennemsnittet, Mænd
som Ole Borch, Jacob Winsløw og Hans Gram, der hver
for sig har erobret sig for alle Tider en fremragende
Plads i Videnskabens Historie, og andre som Thomas
Kingo og Hans Adolf Brorson, i hvis Salmer Tidens
religiøse Trang fandt et skønt Udtryk, der vil klinge
igen til fjerne Aarhundreder.
Den store Brand 1728 lagde det meste af Regensen
i Aske. Vel steg der efterhaanden en ny Regens ud af
Asken, men langtfra som nogen straalende Fugl Fønix.
Den almindelige Fattigdom, der tyngede Tiden efter den
store Katastrofe, medførte, at hele Genopførelsen ikke
kunde tilendebringes paa een Gang. 1731 genopførtes
Fløjen langs Krystalgade, i Fyrrerne kom Turen til den
to Etagers Fløj ved Kannikestræde og Kirkefløjen, hvis
Taarnparti med det store Ur dog først paabyggedes
1780. og et Par Aar efter at man havde bygget en tredie
Etage paa hele Kannikestrædelængen.
C. A. H viid.
Carl Ploug.
Rasmus Nyerup.
Tilh. Det kgl. Bibliotek.
Gamborg. J. C. Hostrup.
F. C. Peteisen.
Regensgaarden 1843.