152 / 245
Birthe Karin Fischer
Selvom Christopher Frentzel i 1773 er så langt nede økonomisk,
indsender han en prøve på hestehårs-stolebetræk til Kommerce-
kollegiet. Flan mener, at han er kommet over noget nyt, da ingen i
landet væver med hestehår. Frentzel håber, at kollegiet vil under
støtte ham, så han kan anlægge en hestehårsfabrik i Sverige. Da
kollegiet ikke ønsker at tage stilling til, om det er en god ide, sen
der de prøven til udtalelse hos de Coninck på Generalmaga-
zinet.16 De Coninck fortæller i sin bedømmelse, at der allerede
mange år før var blevet arbejdet med hestehår (hårdug), ja det
var noget enhver tøjmager forstod sig på og kunne væve, hvis de
da ellers kunne komme af med varen.
Den gamle tøjmagermester Gothard Green havde tidligere
arbejdet med hårdug både med blomster og figurer. Hårdugen
blev brugt til beklædning. Tøjmagernes oldermand, Johan
Urbanus Mitlænder, havde desuden kort tid forinden fortalt de
Coninck, at han havde bestilt et lispund hestehår for at starte en
hårdugsproduktion. Han havde henvendt sig til Magazinet for
at finde ud af, om det var noget, der ville være afsætning for.
Det er imidlertid ikke noget, der er særligt salg i. »Det bliver,
saa vidt mig Bekiendt, kun anvendt til Betræk på
STOLE AF
MAHONI
efter engelsk Facon, saa det ikke er at formode, at en
Fabrique af det Slags Arbejde allene, kan bestandig holdes i
Drift og ernæres«.
De Coninck er ikke meget for at anbefale Kollegiet at sætte
Frentzel i gang med en hårdugsfabrik. Men hvis de finder det
nødvendigt, anbefaler han dem at lade kræmmer Kettels sørge
for de fornødne redskaber og materialer - og ikke mindst have
opsigt med fabrikken ved at tage imod og afsætte de vævede
varer og betale de udgifter, der er. De Coninck beregner udgifter
ne til at sætte en vævestol igang til 40 til 50 rdl. Der er intet, der
tyder på, at Frentzel kom igang med hårdugen.
Frédéric de Coninck nævner i sit brev fra den 3 0 / 7 1773, at hår
dug ikke er noget, der bliver brugt meget - kun til møbler af
engelsk facon. Disse engelsk inspirerede møbler var man på det
tidspunkt ikke særligt interesseret i i Danmark, men knap 10 år
senere begynder møbler af engelsk facon at have stor interesse,
og hårdugen må man da importere, da der ikke er noget at få i
landet. Landhusholdningsselskabet forsøger at råde bod på det
150