22 / 133
Østersølandenes Handel gennem Tiderne
21
som en væsentlig Bestanddel i og Støtte for Østersøens Skibsfart. ■—
Revals Toldbøger viser for Aarene 1 3 7 8— 13 8 4 en betydelig, men ret
svingende, Indførsel af Baisalt, men ogsaa Danzig og R iga modtager
betydelige Mængder af denne Vare, for en stor Del paa lybske Skibe.
— Almindeligt var det, at Skibene fra Østersøen fo ’r til England og
Flandern med Korn og Træ som vigtigste Ladning, muligvis supple
ret med Sild fra Skaane eller Stokfisk fra Bergen, lossede i de to
nævnte Lande, gik i Ballast til Baie de Bourgneu f og derfra — direkte
eller med Anløb a f engelske eller flanderske Havne — sejlede tilbage
til Østersøen med Salt5 1 ).
Korn og Træ , Fisk, Salt og 0 1 — (flere nordtyske Stæder havde
udviklet sig til B rygge rbye r) — var nu de vigtigste Transportvarer i
Østersøomraadet. De krævede større Skibsrum og fordrede billig
Transport; det vil sige, at de Flod- og Landveje, som i det 13 . Aar-
hundrede bekvemt kunde ibenyttes af Handelen med Pelsværk, Klæde
og Vin, nu maatte lades ude a f Betragtning. —
S A M F Æ R D S E L E N FO R B I DE D A N S K E K Y S T E R .
De
danske Farvande og særligt Øresund dannede i de følgende Aarhun-
dreder den eneste duelige Færdselsvej mellem Øst og Vest. Bestandig
voksede Tallet paa Skibene og Skibenes Størrelse, og stadig livligere
og mægtigere blev det Handelsrøre og den Varetransport, der fore
gik paa den store Rute
fo rb i
Danmarks Kyster.
Tidligere havde de ret ufuldkomne Handelsskibe saavidt muligt
undgaaet Omlandsfarten, men i Begyndelsen af det 15. Aarhundrede
fik Fartøjerne en Form, der gjorde dem bedre skikkede til Sidevinds
sejlads52), en Omstændighed, der ligeledes begunstigede Ko ffardifar-
ten gennem de danske Stræder, ■— samtidig med at Sejladsen blev hur
tigere og mere tryg.
Henimod Aar 150 0 aftog Skaanemarkederne i Betydning. Aarsa -
gerne dertil var flere. Dels gav Sildefiskeriet mindre Udbytte, ja, en
kelte Aar kunde det næsten slaa fejl; dels blev Fiskepladserne i No rd
søen bedre og bedre udnytteet af Nederlændere og Englændere; dels
behøvede den mere udviklede Skibsfart ikke længere denne Mellem
station for Handelen; — man tog Risikoen og Fordelen ved den di
rekte Forbindelse mellem Producent og Konsument. — Den Markeds
handel, der — udover Fiskehandelen — havde haft sit Tilholdssted
i Skanor-Falsterbo, spredtes, — forsaavidt den angik Danmark, — til
de danske Købstæder. — Hollviken, der havde dannet en brugbar
Rhed for de mindre Omlandsfarere i 13. Aarhundrede, opfyldte ikke
Kravene til Dybde og Sikkethed, som Skibsfarten nu maatte stille. •—