10 / 187
H E L G E T O L D B E R G
lave vurdering er tre:
1
) at Forbindelsedikten indeholder en del
positivt forkerte eller i hvert fald forkludrede oplysninger, 2) at de
fleste rigtige oplysninger også kendes fra andre kilder, som man
mener den har lånt dem fra, og
3
) at man efter en i
1876
frem
sat, men aldrig bevist, teori5 har bestemt dens affattelse til efter
Karlskronikans afslutning i
1452
, så værdien af dens oplysninger
svækkes ved den store afstand i tid fra de skildrede begivenheder.
Som antydet, står det sidste argument ikke absolut fast; og hvad
det andet angår, har Sten Engstrom0 vist at den, ved siden af
kildestof, synes at bygge på mundtlig tradition med tilknytning til
marsken Karl Ulfsson af Tofta (ca.
1320
—
1407
). Hvad endelig
den første indvending angår, er to forklaringer mulige: at den er
et populærvidenskabeligt makværk (som forskningen i almindelig
hed anser den for), og at den helt eller delvis er en bevidst dema
gogisk forvrængning af kendsgerninger i propagandaøjemed.
Det er i hvert fald ikke til at komme udenom, at de første to
tredjedele af Forbindelsedikten ånder et lidenskabeligt fjendskab
mod Magnus smek, som egentlig er forbløffende hvis de er skrevet
et lille hundrede år efter hans død. Der levnes ham ikke ære for
noget, og Valdemar atterdags overlistningsmanøvrer — hans kup
mod Skåne og Gotland, og det i Sverige ildesete ægteskab mellem
Margrete og Magnus’ søn Håkon — skildres helt og holdent som
forseelser fra Magnus’ side, forræderi mod hans folk. Men ikke
nok med det! De positive resultater fra Magnus’ første år, Skånes
erhvervelse
1332
og Valdemars nødtvungne konfirmation af den
1343
som stedsegyldig, forfalskes til begivenheder der var tilende
bragt af formynderstyret under Magnus’ mindreårighed. Med an
dre ord: han er den dårlige konge der øder sit overtagne rige.
At stille tingene sådan på hovedet lod sig gøre fordi Sveriges
lykkelige år under formynderstyret faldt sammen med Danmarks
nedværdigelse under Christoffer
2
. At nedgangen i Danmark fort
8