16 / 187
H E L G E T O L D B E R G
ledes: Det foregående vers har fra begyndelsen endt:
till borgh;2b
dette er ved sløseri eller ubevidst meddigtning gjort højtideligere
med indsættelse af genitiv (i flertal) efter
till,
et arkaiserende træk;
skriverne retter meget nødig, de trækker hellere en fejl med over i
rimordet, og overlader så til næste afskriver at råde bod på den
om han evner det. Det er derfor ingen dristig konjektur at gisne
om følgende oprindelige ordlyd for v.
35
—
36
:
han hade ther føre
till borgh
/
køpmannahampns hus ok torgh.
Er dette rigtigt, giver
versene en fortræffelig mening: Det er den fremmede panthaver
der sikrer Københavns torvefred og har de dermed forbundne ret
tigheder.27
Et sidste spørgsmål er pantesummen, som i vor tekst opgives til
4050
mark, i en større gruppe af overvejende unge, dermed be
slægtede håndskrifter til
14050
, og i tre relativt gode til
3050
. Et
hvert tal over
7000
er på forhånd meningsløst, mens de to andre
kun kunne afvej es med nøjagtigt kendskab til pantets omfang, som
vi ikke har. V i må derfor nøjes med at holde os til at det er om
kring halvdelen af det pantsatte, og det svarer egentlig godt til
indtrykket af Forbindelsediktens oplysninger sammenholdt med de
mere omfattende både i Helsingborgdokumentet
2/8
1343
og i et
brev om pantsættelsen fra begyndelsen af juni
134128
til Roskilde
bispen, områdets egentlige ejer. I brevet meddeles at pantsættelsen
er sket til Marquard van Stoue og andre: »Marquardo de Stoue.
et aliis«. Sandsynligvis er den ene af disse andre Otto Galenbek,
der sammen med Marquard
16/7
1341
udsteder lejdebrev til
mænd fra udenlandske stæder.29 Men den eller de andre nævnes
aldrig. Det kan lige så godt være Conrad van Piessen som enhver
anden. Og det kan lige godt være ham og Marquard — og en
tredje — der har samlet pantet og solgt det til Magnus.
På dansk grund er det altså ikke lykkedes at finde nogen Conrad
van Piessen; men i slægtens hjemland, Mecklenburg, går det let
14