12 / 187
H E L G E T O L D B E R G
hvis man retter
war
til
ær,
og uanset Forbindelsediktens øvrige
ringe poetiske kvalitet er rimene altid i orden.
Forøvrigt indtager Danmarksafsnittet en særstilling ved ikke at
være blevet sat i forbindelse med nogen bestemt kilde,8 den for
virrede årsagssammenhæng og kronologi ville også forbyde anta
gelsen af en enkelt sådan! Men har man først fået fornemmelsen
af at forvirringen og fortegningen er bevidst, går det nemmere, for
så kan man finde en mening ved at konfrontere forvrængningen
med de faktiske forhold. I dette tilfælde skal man bare huske, at
det der skildres i virkeligheden var Magnus’ triumf og Valdemars
ydmygelse ved Varbergoverenskomsten
18/11
1343
.
Hvad Magnus opnåede i Varberg, Valdemars afkald på de
skånske landskaber for sig og sine efterkommere, kunne han takke
et samspil af held og egen dygtighed for. Først havde de skånske
landskaber, samme år Magnus selv overtog regeringen, givet sig
ind under ham for at slippe af med deres holstenske overherre,
Johan den milde; men det havde været dyrt, idet Magnus havde
måttet udrede pantesummen,
34000
kølniske mark, og han havde
måttet anerkende at pantet senere kunne indløses. Faren for denne
eventualitet voksede efter at Danmark i
1340
atter havde fået en
konge; men netop da spilledes der Magnus et trumfkort i hænde:
Valdemar havde
16/1
1341
fået København, både fæstningen og
slottet, og noget mere af Roskilde bispestols tilliggende overladt for
små to år (til
6/12
1342
), men været nødt til at pantsætte det —
senest i juni
1341
— til tre-fire tyske adelsmænd, hvoraf kun nav
net på én vides med sikkerhed: Marquard van Stove (den ældre),
Johan den mildes tidligere høvedsmand i København.9 Valdemar
pantsatte området for
7000
mark, og for samme beløb gik pantet,
senest i sommeren
1343
, videre til Magnus! Ved den foreløbige
fredsslutning i Helsingborg
2/8
1343
var dette et af de hoved
spørgsmål der skulle løses, og af den endelige
18/11
s. å. i Varberg
10