65 / 187
D I T M E R O G J O H A N B Ø F K E
knap 1.000 sldr. tilsammen, men vi tør dog anse forbindelsen for
ret stabil. Derimod siger det ikke noget om forbruget af engelske
varer i Danmark, at forretningerne synes at have været af beske
dent omfang, den direkte kontakt var ringe, men via Amsterdam
og især Hamburg har engelske produkter sikkert fundet vej til lan
det; rådmand Hans Pedersen Bladt, der
1673
bekendtgjorde, at
han havde et parti engelsk klæde at forhandle, har dog måske
handlet direkte på England.41 — Mere spredt og tilfældige synes
forretningerne at have været med andre fremmede. En fordring fra
Bremen lød på
762
sldr., en fra Liibeck på
126
sldr. Thomas Win-
nef i Danzig skyldte
22
sldr. og Hans Ehlers i Hamburg
140
sldr.
Disse mellemværender viser tydeligt, at Bøfke & Ralfs ganske
overvejende har optrådt som importører. Deres handel har afgjort
ikke fremmet hin »gunstige handelsbalance«, der var det store mål
for den tids økonomiske politik. V i finder da også kræmmerne i
skudlinien, hver gang regeringen foretager sine merkantilistiske
fremstød. I
1676
indstillede Kommercekollegiet således, at kongen
burde forbyde franske manufakturer, vin og salt i sine riger og
lande. Frankrig havde netop på skæbnesvanger vis taget parti i
den skånske krig ved sin krigserklæring til Danmark — og kolle
giet var med tragikomisk nidkærhed strax på pletten. Det var
nemlig gavnligt for landet, udviklede kollegiet, at pengene for alle
hånde sådanne »frantzøsche Bagateller, Galanterier og Manufac-
turer ikke saa mangfoldig ud af Landet førtes«, kongens under
såtter kunne let undvære de fleste, og en del kunne gøres her. T il
med var det også et tjenligt middel mod den »her til dags mer og
mer opstigende og tiltagende Hoffærdighed udi Klædedragt, der
enhver de frantzøsche Noder og Moder vil efterfølge . . .«. Fransk
vin og salt, »som Landet ikke vel kan undvære«, burde dog »ikkun
pro forma« forbydes. Men guld- eller sølvkniplinger, galoner, knap
per og andet guld- og sølvarbejde skulle absolut forbydes.4“
63