66 / 187
J O H A N J Ø R G E N S E N
Adressen var således ikke til at tage fejl af, men så længe krigen
varede, kunne kræmmerne være rolige. Der var hverken tid eller
kræfter til en aktiv økonomisk politik fra regeringens side. Ander
ledes stillede det sig efter fredsslutningen. Da blev truslerne til al
vor, manufakturer oprettedes, privilegier og importforbud udsted
tes. Kræmmerne havde indflydelsesrige fjender. Det nyoprettede
silkemanufakturs interessenter har således næppe talt for døve
øren, når de
1681
gjorde opmærksom på, at der til en import af
silkevarer på
200.000
rd. svarede råstoffer af en værdi af
15.000
rd.43 Selv om interessenternes beregning absolut ikke var uvildig,
er det givet, at handelen med kramvarer har været belastet med
særdeles høje omkostninger ikke mindst i form af avancer, der
skulle dække den ikke ubetydelige risiko, som fulgte med den ud
strakte kreditgivning. Når det trods alle anstrengelser ikke lykkedes
at sætte en stopper for kræmmernes valutaforbrugende handel
gennem manufakturerne, skyldtes det bl. a. netop denne kredit
givning, som Bøfkes forretninger giver et så udmærket exempel
på. Systemet var vel indarbejdet og forbindelserne faste. V i har
set, hvorledes dette gjaldt Bøfkes indkøb i udlandet, og skal erfare,
at hans handel hjemme havde ganske samme karakter.
Blandt de hjemlige forbindelser må først nævnes kræmmeren
Lambert van der Tiel, der figurerede under rubrikken »Tilstående
gæld som er dubiøs« med den nette sum af
9.524
sldr. Tiel, der
var hollænder, var et forargelsens tegn for kræmmerlavet, der gen
tagne gange klagede over hans pågåenhed. Skønt han oprindelig
var flygtet til Fredericia på grund af gæld, havde han fået tilla
delse til at nedsætte sig i København som lærredskræmmer, når
han havde taget borgerskab og indgivet sig i lavet; skønt Tiel ikke
havde opfyldt i det mindste den sidste af betingelserne, havde han
snart etableret sig i en krambod over for Holmens port. Her hand
lede han med allehånde engelske, franske, hollandske og andre
64