105 / 205
dende, eller en ny blev udpeget, men at den nye kommission skulle have et udvidet
kommissorium til at forlange oplysninger fra enhver sagkyndig og bemyndiges til lo
kale inspektioner, uden at ejere kunne nægte dem adgang. Så vidtgående beføjelser
kunne regeringen dog ikke indrømme den, og alt var derfor stort set uændret ved ko
leraepidemiens udbmd.
Loven af 1852:
Den 10 .3 . 18 5 2 udkom en ny udgave a f karantæneloven.
I nogle få paragraffer blev det bestemt: 1) at der var bortfald a f karantæne mod gul
feber. 2) bortfald a f karantæne mod kolera, dog når skibe med kolerasyge og lig af
sådanne ankom »holdes slige Skibe afsondret, indtil Sagen er anmeldt for Stedets
Karantænekommission eller Sundhedspolitiet», dog står der længere nede, at ingen ko
lerapatienter må indføres, så længe kolera ikke raser der. Alle de øvrige karantænebe
stemmelser var afskaffet.
Denne lov var naturligvis i overensstemmelse med de herskende miasmatiske lægers
indstilling, men en samtidig forbedring a f København i hygiejnisk henseende, som jo
rigtignok var en forudsætning for lovens funktion, manglede man. Et enkelt svagt for
søg på at gøre byen renere blev gjort i samme lov angående visse for sundheden skade
lige næringsveje. Heri blev det bestemt, at der ikke måtte »drives inden for Staden
Kjøbenhavns Volde eller dens Grund» slagteri, trankogeri, garveri, skindbehandling,
pergament-, tarm-, strenge- og limfabrikation etc. Dette var meget godt, men i paragraf
2 stod der: »dog undtages de som allerede ved denne Lovs udgivelse have erhvervet Be
rettigelse». Arvingerne havde lov til at fortsætte. Grønlandske Handels trankogeri
skulle flyttes udenfor byen, men først efter 10 år.
I 18 5 1 oprettedes en overordentlig sundhedskommission med henblik på organise
ring af arbejdet med en eventuel koleraepidemi. Dens medlemmer var næsten de sam
me som hygiejnekomiteens (Se i øvrigt senere).
Lægestanden inden epidemien 1853.
Siden 1 7 1 1 havde Danmark set to vigtige begivenheder i sundhedsvæsenet, nemlig
Sundhedskollegiets oprettelse i 180 3 og den forenede medicinsk-kimrgiske eksamen
ved Københavns Universitet i 18 4 1. I 18 5 3 var der derfor fra starten en samlet dansk
sundhedsledelse og kun én slags læger.
I København arbejdede ca. 200 læger, et efter tiden meget stort antal. Deraf var 12
distriktslæger, og endnu fem var ansat ved sundhedsvæsenet. Sundhedskollegiet citerer
1844 distriktsphysicus Ove Christopher Høegh-Guldberg (18 0 5 - 1869) for en bekym
ret udtalelse i den anledning (Det kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger 1844 pp. 76-
77), dog siger han: »et glædeligt Tidernes Tegn for dette Physicat» (det søndre sjæl
landske) »er det dog altid, at endnu ingen Læge har fundet sig opfordret til at etablere
sig i en Kro. Denne Blanding a f Krolivet og det videnskabelige Liv og den højere Stræ
ben, hvortil Lægen har svoret, og hvortil han er indviet, er for mig noget saa modbyde
ligt».
Han synes i øvrigt, at lægernes indkomster er for ringe og fortæller, hvordan han og
tre læger hjalp hinanden med en vanskelig fødsel en hel nat for kun 3 mark tilsammen.
Høegh-Guldberg var en a f medstifteme a f Den almindelige danske Lægeforening.
Fremtidsudsigterne for de nybagte læger var ikke alt for lyse på den tid. Ligesom i
dag kneb det dengang med at få de eftertragtede uddannelsesstillinger ved Almindelig
Hospital og især Frederiks Hospital. Man var skrevet op i årevis til en almindelig volon
tørtjeneste, som senere kunne kvalificere til en kandidatstilling og måske en reserve
lægestilling. Et led i uddannelsen var som regel en længere udenlandsrejse, hvor man
besøgte universiteter især i Tyskland og Frankrig.
I løbet af 18 4 0 ’eme blev det almindeligt også at besøge England, hvor man især in
teresserede sig for hygiejne, og hvad man i dag ville kalde socialmedicin.
På universitetet underviste
Oluf Lundt Bang (1788 - 1877)
i teoretisk medicin. Han
var søn af Frederik Theodor Ludvig Bang
(1747 - 1820),
som også havde været medi
cinsk professor. Selv var han kandidat fra
1808
og havde haft medicinsk kandidattje
103