101 / 205
Man mildnede karantænen til 10-20 dage efter omstændighederne. Situatutionens
alvor pointeredes: »Samtlige Kgl. Undersaatter, men i Særdeleshed Øvrighederne,
Medicinal-Embedsmændene og alle andre practiserende Læger, saa og Præsterne paa
Landet, skulle, enhver i sin kreds, være agtpaagivende paa enhver Omstændighed, som
kan opvække Formodning om at Nogen skulde være angreben a f Choiera».
Det blev også bestemt, at man efter nærmere omstændighed skulle oprette sund
hedskommissioner såvel i købsstæder som på landet. På landet skulle sundhedskommis
sionerne i et hvert sognedistrikt bestå a f sognepræsten, stedets politimester, distriktets
læge eller en anden læge samt »een eller flere andre forstandige og agtede Mænd».
Hvis koleraen udbrød et sted, skulle der indføres militære afspærringer, oprettes
hospitaler for kolerapatienter, og de sædvanlige karantæneforanstaltninger indføres.
Til hospitalerne skulle føres de patienter, som ikke på rimelig måde kunne passes hjem
me, mens »De Patienter, som ere forsynede med saa rummelige Boliger, at de der
kunne holdes behørigen afsondrede fra Husets øvrige Befolkning, og al Forsigtighed,
som kan tjene til Forebyggelse a f Smittens Udbredelse, der iagttages, kunne, naar det
ønskes, blive liggende hjemme i deres Huse og betjene sig a f hvilken Læge de ville».
Losningskarantæne, altså den strenge, hvor passagerer og varer blev bragt i land på
karantænestationen, foregik på Kyholm (dog på Christians© for skibe fra eller til Øs
tersøen). Karantænestationen fungerede her til 18 5 7 .
I forordningen a f 1 8 3 1 var der ret rigoristiske bestemmelser om, hvordan man skul
le forholde sig ved overtrædelse a f reglerne. »Dødsdom kan i foran anførte Tilfælde
fuldbyrdes ved Skydning». Da denne forordning blev optrykt i 18 50 , skrev Fædre
landet 14 . september, at den var latterlig og antikveret, især straffebestemmelserne
var komiske, syntes man.
I 18 3 1 udbrød koleraen som nævnt i Nordtyskland, og man opstillede militærcor-
doner på grænsen mellem Mecldenburg, Hamburg og Holsten (Petersen, J. 1892). Den
8 .10 . 1 8 3 1 udbrød koleraen imidlertid i Hamburg, og der dukkede hurtigt kolera op
i Holsten bagved cordonens linier. Man opgav derefter at afspærre hele landet og trak
tropperne tilbage til Eideren.
De første koleratilfælde:
1848 viste koleraen sig for første gang i Danmark. Di
striktslæge Vilhelm Ferdinand Feilberg (18 0 8 - 18 7 1 ) anmeldte tre tilfælde (Mansa
1849).
Den 1 7 . 1 1 . 1848 modtog Mansa, som dekanus i Sundhedskollegiet, en skrivelse fra
Karantænedepartementet om, at der var tre mistænkelige tilfælde i Dragør med to
dødsfald. Man henstillede til Sundhedskollegiet, at det skulle undersøge, om det dre
jede sig om kolera. Den følgende dag var Mansa ude at tilse de syge sammen med K ø
benhavns stadsphysicus B.A . Hoppe, dekanatsekretær T .F. Bricka, dr. S .J. Ballin, der
havde studeret kolera i Østrig 18 3 1 - 18 3 2 , og distriktsphysicus på Amager V .F . Feil
berg. Det drejede sig om en 60-årig assisterende lodsforvalter, der var blevet syg den 6.
november. Han kom sig. Hans kone, ligeledes 60 år og bosat i Dragør, døde den 1 6 . 1 1 .
En slægtning a f familien, en skomager Petersens kone, blev syg den 14 . november og
døde den 15 . Mansa fandt især det tredie tilfælde mistænkeligt og beordrede, at hvis
nye dødsfald forekom, skulle de syge straks isoleres. løvrigt gjorde man ikke mere ud
a f sagen. Feilberg skrev senere (Det kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger 1848 ), at
han havde manden mistænkt for ulovligt at have været om bord på et forbisejlende
skib. Manden begik senere selvmord muligvis a f selvbebrejdelse over at have forvoldt
to andre menneskers død (Det kgl. Sundhedskollegiums Forhandlinger 18 5 3).
1849 vendte briggen »Ørnen» tilbage fra Slesvig efter våbenstilstanden. Den blev
sammen med korvetten »Valkyrien» stationeret på Københavns Red. Der forekom fire
tilfælde a f kolera på »Ørnen» (Mansa 1849).
»Ørnen» havde 10 3 mands besætning. Der var en god sundhedstilstand om bord lige
til den 1 1 . september 1849 , hvor skibslægen, C.M. Schou ( 1 8 19 - 18 9 5), indberettede,
at en 20-årig helbefaren matros, Jens Hansen Bogø, var blevet syg med brækninger og
diarré samt trækninger i ekstremiteterne. Schou behandlede ham med Hoffmanns-
dråber, amerikansk olie og åreladning samt gnidninger med linned. Dette var den sæd
99