99 / 205
der havde vist sig i kommissionen med hensyn til kloakanlægget, bevirkede, at kloak
sagen måtte sættes i bero på nuværende tidspunkt. Derimod anbefalede regeringen an
læggelse a f det nye vandværk og belysningsgasværk (Christensen, V. 1 9 1 2 pp. 182-93).
Kloaksagen var altså strandet. Der skulle gå over 70 år, før byen under store omkost
ninger blev kloakeret. Fædrelandet skrev da også den 2 1.6 . 18 5 4 : »Det har kostet K ø
benhavns Kommune mindst 500.000 Rigsbankdaler at udskyde Kloakemes Anlæggel
se».
Navnlig én læge var utrættelig i sine angreb på Københavns dårlige hygiejniske for
hold. Det var
Claus Jacob Emil Homemann
( 1 8 1 0 - 1890). Efter kirurgisk og medi
cinsk embedseksamen 18 3 3 - 18 3 4 blev han kandidat på medicinsk afdeling på Frede
riks Hospital og senere reservelæge samme sted. Han blev dr. med. 18 39 på en afhand
ling om Calomel. Fra 18 39 - 18 4 1 var han på en lang udenlandsrejse, hvor han besøgte
tyske, franske og engelske universiteter. Især blev han påvirket a f de miasmatiske, h y
giejniske tanker, der herskede i England. Da han kom hjem blev han læge ved Livs
forsikringsanstalten, en ansættelse der varede til 1889 . Fra 18 4 0 ’eme var han utrætte
lig i sin kritik a f Københavns hygiejne. Utallige artikler skrev han. Han var udgiver og
redaktør a f et særligt tidsskrift om disse forhold
»Hygiejniske Meddelelser og Betragt
ninger».
1848 skrev han artiklen »Om Kjøbenhavns stillestaaende Vande. En hygiejnisk
Bemærkning) (Homemann 1848). Heri omtalte han de københavnske stillestående
vande, hvortil han regnede Stadsgraven, Kastelsgraven, Rosenborg Slotsgrav og de
udenfor Amagerport beliggende »flader». Disse vandreservoirer tjente dels som udled
ningssted for spildevand, dels som drikkevandsreservoir (Rosenborg Slotsgrav). I som
mervarmen udsendte de en voldsom stank, og Homemann mente, med grund i sin
miasmatiske sygdomsopfattelse, at dette var en af de største farer for København
under en koleraepidemis tryk. Helst så han alle kanalerne tilkastet og Københavns
status som fæstningsanlæg opgivet, men da dette var urealistisk, og Homemann altid
var en overordentlig realistisk forhandler, foreslog han i stedet: 1) »at Vandet fra
Gravene hellere maa holdes for højt end for lavt for at dække Bredeme og hindre Ud
dunstningerne fra disse», 2) »at alle Urenheder, der opgraves fra de stillestaaende Van
de, ikke maa blive liggende, men bortskaffes» (dette var meget fremsynet, og i virkelig
heden gik det sådan, at graven ganske vist blev oprenset, men urenlighedeme kom til
at ligge på bredden i månedsvis), 3) »de Afløbsrender o.s.v. til Gravene som forhaa-
bentlig nu blive afskaffede maa gives fuldstændig Afløb andet Sted».
1847 havde Homemann udgivet en pjece »Om adskillige Mangler ved den offent
lige Renlighed i Danmark og om en forbedret Vandhygieine som Middel herimod»
(Homemann 1847). Heri påviste han Københavns katastrofalt dårlige sanitære stilling
og understregede samtidig, som en a f de første, drikkevandets store betydning som
smittekilde ved kolera. I artiklen »Den seneste Choleraepidemi i England» fra 18 5 1
(Homemann 18 5 1) kom han igen ind på de dårlige sanitære forhold i København.
Især omtalte han her bolighygiejnen og nævnte en hel række steder, hvor han forud
så at koleraen ville tage sit udgangspunkt under en københavnsk epidemi. Han tviv
lede ikke på, at epidemien ville komme. Det drejede sig om de kendte tidligere nævnte
pjalteborge: »Hvideros», »Pjaltenborg», »Slottet» og gaderne Klerkegade, Kokkegade,
Amagergade, Lille Søndervoldstræde (det københavnske kvarter, hvor koleraen kom
til at gøre så store indhug), Dronningensgade, St. Peders Stræde, Teglgårdstræde,
Borgergade og Adelgade. Stort set kom hans fomdsigelser til at slå til.
Forholdsregler inden epidemien 1853 .
Ved forordningen a f 19 . oktober 1804 og 8. februar 1805 havde Danmark op
rettet et karantænevæsen igen (Petersen C.P.N. 18 3 3 II pp. 467-69 og 474 -50 1)
Efter pestepidemien var de gamle karantænestationer på Saltholm, Sprogø, Kyholm
rn.fl. blevet nedlagt. På Kyholm havde man under Napoleonskrigen haft et kystfort.
Det blev nu nedlagt, og i stedet blev der påny indrettet karantænestation. Til at ad
ministrere karantænevæsenet nedsattes i alle havnebyer en kommission: »bestaaende
af en Øvrighedsperson, Stedets Physicus eller anden Læge, en a f de Kgl. Søe-Officerer,
97