115 / 205
fekten af såvel visitationen som udflytningen.
Hornemann måtte indrømme, at udflytningen tilsyneladende ingen effekt havde
haft på epidemiens forløb i byen. Den startede som tidligere nævnt i 5. uge a f epide
mien, lige før epidemiens højdepunkt. De to følgende uger var antallet a f koleratil
fælde mere end tredoblet, for først i 8. epidemiuge igen at være aftagende. Hornemann
mente: At »maaske ligger Gmnden i de fremmede gode Erfaringer deri, at Visitationen
i andre steder begyndte sildigere!». En anden forklaring søgte han i Københavns bolig
forhold, som gjorde det vanskeligt at indføre hygiejniske forbedringer på stedet på
grund a f de fem-seks etagers huse med talrige bag- og sidebygninger. London, som han
sammenlignede med, var væsentlig mere spredt bebygget og havde især en- og to-eta-
gers bygninger. Hornemann lagde dog vægt på, at visitationen havde ret stor nytte i
den moralske trøst og opmuntring, den gav befolkningen til at holde ud i de vanskelige
uger. Udflytningen, mente han, havde derimod haft en afgørende betydning for epide
miforløbet i de enkelte områder. Han baserede dette på, at koleratilfældene var hastigt
aftaget, når kraftig udflytning var foranstaltet f.eks. på Christianshavn, hvor der 5., 6.
og 7. uge blev konstateret henholdsvis 85, 262 og 427 koleratilfælde, mens der efter
udflytningen af 220 personer i 7. uge skete et fald i tilfældene til 227 i 8. uge og 8 1
i 9. uge for hurtigt herefter at aftage. Noget Egnende kunne ses i Adelgade. Om dette
skyldtes udflytningen alene synes nu bagefter ikke helt sikkert, idet koleraepidemien
jo generelt var i aftagende over hele byen. Hornemann kunne ganske vist henvise til,
at der i visse kvarterer, hvor der ikke var foretaget udflytning som f.eks. Åbenrå, på
dette tidspunkt ikke sås et tilsvarende fald i koleratilfældene. Der var imidlertid i for
vejen kun få tilfælde af kolera i disse kvarterer. Det er dog ubestrideligt, at de næsten
1500 personer, som blev udflyttet fra de dårligste boliger, ville have været stærkt ud
sat for at blive smittet, og at en stor del a f dem har reddet livet ved udflytningsforan
staltningeme.
Lidt over halvdelen af de syge blev indlagt på et a f hospitalerne. Resten blev altså
behandlet hjemme ved forskellige private arrangementer. Formentlig er en stor del
blevet passet a f familie og naboer. Ialt blev 7 2 19 personer anmeldt som kolerasyge,
heraf døde 2 4 5 1.
Som det fremgår bl.a. af Hornemanns visitationsrapport, led dog utallige flere
under epidemien a f diarre og opkastninger. Det må have vrimlet med abortive tilfælde
og stumme infektioner. Dette er et forhold, der også kendes fra koleraepidemier i ud
landet (f.eks. Norge og Sverige).
Kolera på Søetatens Hospital:
Det hospital, der først blev åbnet for kolerapatienter,
var Søetatens Hospital i Nyboder. Her behandledes fra den 12 .6 . til midt i august, hvor
den sidste patient blev udskrevet, ialt 558 patienter, hvoraf de 385 døde.
Da sygehuset den 2.7. blev åbnet for civilbefolkningen i Nyboder, stod 13 stuer
med ialt 78 senge til rådighed for patienter, to stuer med 24 senge til rekonvalescen
ter, og en to-sengsstue stod til rådighed for kolerapatienter, som samtidig havde deli
rium tremens - en hyppigt forekommende komplikation. Ud over dette havde man mu
lighed for reservesenge. Mens stabslæge Mansa havde øverste ansvar for behandlingen,
var det Camillus Mullertz (18 0 4 - 18 7 5 ), der havde det daglige ansvar, og som udarbej
dede rapporten om hospitalets arbejde (Mullertz 18 5 3).
Mullertz tog først medicinsk embedseksamen i 18 58 . Han var herefter ansat i sø
værnet, hvor han sluttede som koprslæge. Mullertz opdagede en original kur: han lod
kolerapatienter drikke 6 -12 potter mælk på 24 timer. Han skal have haft gode resulta
ter af dette. I øvrigt bærer hans beretning præg af, at hospitalet var forbilledligt velind
rettet. De anvendte kure var konsekvent gennemførte og ikke drastiske. Man regnede
dengang med tre stadier - et forløberstadium (det var det, som de visiterende læger
skulle behandle i hjemmene), et kuldestadium, også kaldet den egentlige kolera, hvor
patienterne blev chokerede med lille ufølelig puls og »marmorkulde». Abdomen var
indtmkket, og de havde heftige, risvandslignende diarreer ofte tillige opkastninger, og
de var stærkt plaget a f kramper i arme og ben. Herefter fulgte, hvis patienten levede så
længe, et reaktionsstadium, også kaldet varmestadiet, hvor patienten var psykotisk og
113