138 / 205
i foråret 19 4 5 . En tredie forening, der også blev stiftet i 19 45 forenedes med de to
andre i 19 5 2 ). Blandt initiativtagerne var blandt andre direktør L. Ragoczy, højeste
retssagfører K . Rørdam, professor H.C.A. Lassen og overlægerne S. Clemmesen, P.
Guildal og A . Monberg. Foreningen stiftede et fond på baggrund a f indsamlede beløb
og var allerede den 15 .2 . 19 45 i stand til at købe villaen Tuborgvej 5. Den 10 .10 . 19 45
kunne klinikken åbne med overlæge Svend Clemmesen som leder. Senere ansattes end
nu en læge samt ni massøser (fysioterapeuter). En mindre klinik på Thorvaldsensvej
blev ved sammenlægningen i 19 5 2 overtaget a f den nye polioforening. Den blev i 19 58
udlejet til en anden institution.
Svend Clemmesen opridsede i foreningens beretning i 19 4 5 , hvilke metoder man vil
le anvende. Det var naturligvis først og fremmest optræning a f følger efter sygdommen.
Man ville kortlægge patienternes behov og planlægge en kombineret rehabilitering så
vel socialt som fysisk. Patienter med polio og dens følger kunne modtages fra hele lan
det.
Det kliniske forløb af polio.
Poliomyelitisvirus er af enterogruppen ligesom coxsackie- og echovirus. Det måler
28 nanometer i diameter. Poliomyelitisvirus kan dyrkes i human vævskultur og abe-
nyrekultur. Det er kun mennesker, der er naturlige værter. Chimpanser og enkelte andre
abearter kan smittes eksperimentelt, men udvikler kun pareser, når virus indføres di
rekte i centralnervesystemet. Indgangsporten for infektionen er munden, og virus er
de første dage a f infektionen tilstede i svælget og næsen.
Efter ca. seks dages inkubationstid breder virus sig hurtigt i tarmkanalen og kan
ofte isoleres i mange dage fra afføringen, hvor meget stor mængder virus udskilles.
Fra tarmen går virus dels til lymfeknuder og tonsiller, dels videre til blodet og her
fra gennem de perifere nerver frem til rygmarven, hvor især de motoriske forhorns-
celler angribes. Viræmifasen synes at være nødvendig for udvikling a f paralytisk
polio, hvilket forklarer det forhold, at en lille mængde antistof i blodet, f.eks. re-
konvalescentgammaglobulin, kan beskytte mod paralytisk polio, men ikke mod abor-
tive tilfælde. Den naturlige antistofproduktion starter efter tre-fire dages forløb. L o
kale traumer som f.eks tonsilektomi eller voldsom muskelaktivitet kan begunstige
angrebet a f nerverne lokalt. I sjældne tilfælde kan poliovirus trænge længere frem via
medulla oblongata til thalamus og cerebellum og i sjældne tilfælde cerebrum.
De abor-
tive tilfælde
udgør en meget stor del a f det samlede antal. De viser sig ved let feber,
hovedpine, kvalme og forskellige grader a f snue. Denne form kan kun erkendes ved
forekomsten a f poliomyelitisvirus i faeces eller ved stigning i antistofmængden i blo
det. En anden forløbsform er den
non-paralytiske meningitis,
som karakteriseres ved
en videre udvikling fra de lette symptomer til mere meningeale med nakkestivhed,
svær hovedpine og høj feber. Spinalvæsken vil i sådanne tilfælde altid indeholde en del
mononucleære celler, oftest under 500 pr. mm3 . I de fleste tilfælde vil denne tilstand
svmde i løbet a f en uge. Der ses i reglen ingen sequelae. I nogle tilfælde udvikler menin-
gitten sig videre, og der optræder
pareser.
Disse kommer gerne inden for de første fire-
seks dage a f sygdommen og kan progrediere yderligere i op til seks-syv dage. Pareserne
kan atter svinde. Remission kan ventes helt op til seks måneder efter sygdommens
start. En overstået poliomyelitisinfektion efterlader gerne langvarig immunitet. Der
findes tre forskellige typer. Type I er ansvarlig for langt de fleste og alvorligste epide
mier, mens type III forårsager mindre svære angreb. Type II indtager en mellemstil
ling. En vis krydsimmunitet er tilstede mellem type I og type II.
Behandlingen rettes især imod komplikationerne og senfølgeme.
De paretiske patienter bliver tidligt mobiliseret, for at man kan modvirke muskel-
atrofi og kontrakturdannelse, men også for at forebygge nyresten og liggesår.
Et særligt problem har de respirationsparetiske patienter altid udgjort. Som det
senere skal beskrives, var mortaliteten for disse patienter indtil 19 5 2 næsten altid
meget høj 80 - 90 %. Efter udvikling a f behandlingen med overtryksventilation sug
ning, fysioterapi og aktiv antishockterapi faldt mortaliteten til omkring 40 %.
Når den akutte sygdom er overstået, forestår et stort arbejde med genoptræning a f
136