143 / 205
tapotement og vibrationsmassage, dels kunne man hurtigt begynde at opøve patienter
nes egen muskelkraft og deres hos tereflekser.
Alle de respirationsinsufficiente patienter samledes på et særligt afsnit, hvor pleje
personalet var øvet i at observere netop sådanne patienter. Programmet krævede en ud
videlse a f personalet. Fomden en stor stab a f læger og sygeplejersker måtte der under
epidemien ansættes 250 faste vagter, 260 medicinske studenter til at udføre den kun
stige ventilation og 27 hospitalsportører til at bære de store og tunge iltbomber.
A f de 345 patienter med livstruende poliomyelitis blev 270 tracheotomeret og 277
kunstigt ventileret. 14 4 døde i den akutte fase. Disse patienter hørte alle til de hårdest
ramte. Fomden respirations- og/eller svælgparese havde 2 1 5 a f den quardriplegi eller
dobbeltsidig overekstremitetsparese. Komplikationerne var hyppige hos disse patienter:
shock 13 4 tilfælde, paralytisk ileus 1 1 4 tilfælde, hyperpyrexi 66 tilfælde, lungeødem
28 tilfælde og uræmi 36 tilfælde. A f disse desperat syge patienter overlevede altså
202. Ved en efterundersøgelse to år senere fandt Tage Søttrup, at alle de undersøgte
(52) endnu havde nedsat respiratorisk funktion, men kun enkelte a f dem var afhæn
gige a f respiratorer (2 ud a f 52) (Søttrup 1960 p. 235). Ved en senere efterundersø
gelse i perioden 19 6 2 - 1964 a f 17 4 a f de 19 1 endnu levende patienter ( 10 døde 19 5 2 -
1962) fandt Ib Rossel (Rossel 1966) endnu 16 kroniske respiratorpatienter, og 38 pa
tienter som på grund a f respirationsinsufficiens og pareser var totalt afhængige af
andre, mens 12 0 var helt uafhængige og kunne klare sig uden daglig bistand.
I 19 56 oprettedes Institutionen for respirationspatienter (IRP). For Polioforenin
gens midler blev der indrettet en etage i kollektivhuset på Hans Knudsens Plads til
disse patienter, og da Socialministeriet i 19 59 overtog de økonomiske forpligtelser,
kunne de sidste poliopatienter efterhånden udskrives fra Blegdamshospitalet (Eng-
berg 19 59). Fem af patienterne havde endnu i 1962 bolig i kollektivhuset, mens de
øvrige var i hjemmene. 1 19 78 bor der syv respiratorpaitenter i kollektivhuset, mens
15 patienter er i kontrolleret familiepleje tilset a f IRP.
De respirationsinsufficiente patienter udgjorde de dårligste 33 % a f patienterne med
pareser. De øvrigt fordelte sig med ca. 33 % sværere angrebet - mere end en ekstremitet
paretisk - og ca. 3 3 % lettere.
A f de patienter, der ikke var bøm , var det kun få, der var ude a f stand til at genop
tage deres tidligere beskæftigelse. Erik Skinhøj fandt i sit arbejde fra 1947-epidemien,
at ca. 10 % a f patienterne var ude a f stand til at udføre nogen form for arbejde, mens
72 % og 18 % henholdsvis havde fuld og reduceret arbejdskapacitet (Skinhøj 1949).
En tilsvarende undersøgelse er ikke foretaget for 1952-epidemiens vedkommende.
A f Invalideforsikringsrettens årsberetninger fremgår, at stigningen i antallet af in-
validepensionerede poliopatienter mellem 19 5 0 og 19 54 var ret beskeden, og heller
ikke de følgende år ses nogen stærkere stigning. Det fremgår desværre ikke, hvilken
epidemi de pågældende stammer fra (Beretning fra Invalideforsikringsretten 19 5 3 -
19 7 1).
Sundhedsstyrelsen:
Sundhedsstyrelsen fulgte naturligvis epidemien nøje. Overlæge
dr. med. E. Juel Henningsen, der var tilknyttet bade Seruminstituttet og Sundhedssty
relsen, var i løbende kontakt med både Blegdamshospitalet og embedslægerne. Der
blev indsendt ugentlige opgørelser over anmeldte poliotilfælde til Sundhedsstyrelsen,
og epidemikurven blev fulgt næsten fra dag til dag. Disse tal blev offentliggjort til trods
for, at man vidste, at de måtte være for store. Det var derfor ubehageligt for Sundheds
styrelsen, at man i dagspressen mere end antydede, at der blev holdt oplysninger til
bage, og at de virkelige tal var langt større end de officielle og situationen alvorligere
end indrømmet. Det var især en enkelt avis, der førte an i denne kampagne. Efter en
samtale mellem redaktøren og overlæge Juel Henningsen blev nogle a f uoverensstem
melserne dog bragt ud a f verden.
E t andet vanskeligt spørgsmål var, om skoler og børneinstitutioner skulle lukkes.
Sådanne forholdsregler var ventede i store dele a f befolkningen og også imødeset fra
politisk side. Sundhedsstyrelsen tøvede. Ved tidligere epidemier var der kun set yderst
få ophobede tilfælde i børneinstitutionerne. Institutionslukning var næppe i stand til
141