139 / 205
de paretiske muskelgrupper og for de respirationsbesværede optræning af respirations
muskulaturen, således at uafhængighed a f mekaniske hjælpemidler kan opnås.
Sygdommen forebygges ved vaccination. Man bruger nu som nævnt formoldræbt
vaccine, der gives sammen med tetanus- og difterivaccine (D1TEPO) tidligt i barne
alderen i forbindelse med de profylaktiske børneundersøgelser. I skolealderen vac
cineres med levende virulenssvækket vaccine (på sukker). På denne måde sikres en god
resistens i befolkningen. Udover dette foranstaltes massevaccinationskampagner med
visse mellemrum. Når en hel befolkning således vaccineres på en gang, sikrer man sig
imod autovaccination og derved evt. spring i virulensen a f virus.
København 1952
København var en by på ca. 1 million indbyggere i 19 5 2 . Udviklingen med udtyn
ding a f selve hovedstadens centrum og opbygningen a f nye boligområder i omegnen var
i fuld gang. De nye beboelsesområder var gennemgående af en højere standard end de
gamle, men lejlighederne var stadig ret små, og endnu boede over 50 % a f befolkningen
i lejligheder uden badeværelse, mens wc med træk og slip var gennemført næsten over
alt. Flere steder var der dog stadig fællestoiletter for flere lejligheder, undertiden belig
gende i gården.
Der var endnu store slumområder på Vesterbro og Nørrebro, men her havde man
gennem beboerinitiativ planlagt gårdrydninger for at gøre pladsen mellem husene stør
re og lysere.
Sundhedsvæsenet:
På sundhedsvæsenets område var der gennemført en centrali
sering under Sundhedsstyrelsens ledelse. Lokalt blev sundhedsarbejdet ledet a f em
bedslægerne, i København a f stadslægen, der havde opsyn med medicinalpersonalet,
hospitalerne, apotekerne m.m.
Antallet a flæ g er var øget kolossalt i årene efter krigen, mest udtalt i Københavns
området. Lægeforeningen havde i 19 50 4 .770 medlemmer, heraf arbejdede over en tre-
diedel i hovedstaden (Fenger, V .A . 19 57 p. 40). Byens praktiserende læger var næsten
alle tilsluttet sygekassernes overenskomst, og 77
%
af befolkningen var sikret i sygekas
ser (Hansen, H.C. 19 7 4 p. 252).
Sygehusvæsenet var på landsplan ved at blive udbygget med centralsygehuse og i ho
vedstadsområdet med en videreudbygning a f kommunens og amtets sygehuse. Samtidig
med at hospitalernes sengepladser øgedes i antal, steg behovet for hospiialisering kraf
tigt. Medvirkende hertil var naturligvis dels en øget gennemsnitsalder i befolkningen,
dels at mere avancerede tekniske behandlingsmetoder krævede hospitalsregi.
Lægernes uddannelse hvilede stadig på Københavns Universitet, men udbygningen
af Århus Universitet var i gang. Lægeskolen i Århus kunne fra efteråret 19 52 åbne også
for anden del. Undervisningen a f lægerne var baseret på et kombineret teoretisk-klinisk
undervisningsprogram. Man havde en meget teoretisk første del med en stoppeprøve
efter et år og en mere kliniskpræget anden del, der afsluttedes med en meget om fat
tende og langvarig eksamen.
Mange læger og især studenter mente, at undervisningen var for teoretisk præget
med for lidt klinik og for meget teori. Forsøg på ændringer var dog i første omgang
ikke gennemførlige.
Poliomyelitisepidemien i København 1952
Indledning:
Der havde været polioepidemier både i 19 5 0 og 1 9 5
1
. Epidemierne var
i tiltagende grad præget a f voksne patienter, en tendens der ventedes fortsat. Man var
derfor forberedt på poliopatienter både på Blegdamshospitalet og på Polioforeningens
klinikker.
På Blegdamshospitalet havde man sengekapacitet og lægelig ekspertise, alligevel var
man dårligt rustet til at hjælpe de mange meget syge poliopatienter, der snart skulle
komme. Man havde ikke anskaffet respiratorer, måske fordi behandlingsresultaterne af
137