137 / 205
at børn lettere undgår pareser end voksne (Gard 19 7 3 p. 3 1) .
Lindahl opstillede på grundlag a f sin undersøgelse a f poliofamiliens sammensæt
ning en smitteteori. Han mente, at alene børn i alderen et - fem år besidder den egen
skab at kunne smitte med paretiske tilfælde, mens smitte fra personer over fem år for
løber symptomløst, men samtidig giver resistens.
Den for poliomyelitis karakteristiske familieinfektion kan derfor opfattes som ud
tryk for en konkurrerende symptomatisk og asymptomatisk infektion, hvor den, der
smittes af et bam (et - fem år), kan pådrage sig et paretisk tilfælde, men på den anden
side kan være uimodtagelig, såfremt han har fået del i den beskyttende asymptomati
ske infektion, som kan udgå fra ældre personer i husstanden eller familien (Lindahl
1960 pp. 12 8 -13 0 ).
Ifølge denne teori kan polio ikke være så voldsom smitsom, som man en overgang
mente. I så fald ville nemlig mange flere få paresegivende polio. Det kunne synes som
om, det var et spørgsmål om virusdosis, uden at man dog får en helt tilfredsstillende
forklaring herpå.
Når hospitalspersonale sjældent får paresegivende polio, forklarer Lindahl (Lindahl
1960 p. 12 4 ) det med, at vims sjældent er tilstede i oropharynx, efter at sygdommen
er blevet manifest. Den i faeces forekommende vims spiller åbenbart en mindre rolle
ved smitte. Dette stemmer med den direkte kontakts betydning. De socioøkonomiske
forholds betydning under epidemien i 19 5 2 er omtalt andetsteds.
Rekonvalescentserum:
Man begyndte tidligt at anvende opdagelsen a f antistofferne
i rekonvalescentsemm i terapeutisk praksis. Der blev foretaget mange mindre serier
med profylaktiske og terapeutiske forsøg. Effekten var dog ikke overbevisende. Fra
dansk side forsøgte overlæge Skat Baastmp denne behandling. Også han måtte dog
konkludere, at et større profylaktisk forsøg var nødvendigt for at vurdere effekten
(Baastmp 19 3 4 p. 778). Dette var endnu stillingen efter polioepidemien i 19 5 2 .
I 19 5 5 kunne man i et internationalt oversigtsværk konkludere, at rekonvalescent
semm kun har en begrænset plads i polioprofylaksen forbeholdt enkelte udvalgte pa
tienter (Hammon 19 5 5 p. 368).
Jonas
Salk:
Det lykkedes at dyrke vims først på hønseæg, senere på vævskulturer
a f abenyrevæv og senere igen a f humant væv (Enders, Weller & Robbins 1949).
I 19 5 3 fremstillede Jonas Salk (f. 19 14 ) i Pittsburgh i U .S.A . den første vaccine i
større målestok bestående a f formoldræbt kultur a f polio I, II og III vims fremstillet
på vævskulturer.
Over 100.000 børn blev vaccineret, og de første vaccinationer forløb uden kompli
kationer. Men da vaccinen blev frigivet til kommerciel fremstilling, skete der uheld,
idet den ene a f fabrikkernes vaccine viste sig ikke at være helt dræbt, og en række
poliotilfælde med flere dødsfald opstod.
Robert Sabin:
Trods dette uheld fortsatte man dog fremstillingen a f den formol-
dræbte vaccine, der senere viste sin effektivitet under epidemier, hvor den kunne
mindske risikoen for paralytisk polio til under en trediedel. Antistofdannelsen efter
formoldræbt vaccine var dog stadig ikke helt ideel, og alle erfaringer tydede på, at en
virkelig effektiv beskyttelse kun kunne opnås gennem inocculation a f levende virulens-
svækket vims. Det lykkedes i 1960 Robert Bmce Sabin (f. 1906) at fremstille en sådan
vaccine. Denne vaccine havde desuden den fordel, at den kunne gives per os.
I flere vesteuropæiske lande har en kombination a f formoldræbt og levende viru-
lenssvækket vaccine siden været givet som mtine i forebyggelse mod polio (Lassen,
H.C.A. 19 56 b, Koprowski 19 5 5 og Sabin 19 55).
Polioforeningen: I 19 44 havde man i Danmark en hel del poliorekovalescenter. Be
hovet for videregående optræning var stort, og en kreds a f tidligere patienter og deres
pårørende stiftede i 19 4 5 »Landsforeningen til Bekæmpelse a f Børnelammelse og dens
Følgen> (egentlig var det en sammenslutning a f to selvstændige foreninger, begge stiftet
135