142 / 205
undersøgt prognosen for disse patienter før 1952-epidemien. Han fandt en mortalitet
på mellem 80 - og 10 0 %. Der var ingen større forskel på perioden 19 3 4 - 19 44 i sam
menligning med perioden 1948 - 19 5 0 (Lassen, H.C.A. 19 5 3 ). Under epidemien i 19 5 2
havde 345 patienter respirationsproblemer (Lassen, H.C.A. 19 56 p. 4) d.v.s. op imod
en trediedel a f de paretiske patienter eller næsten 10 % a f de indlagte. Behandling af
sådanne patienter havde in til 1948 bestået i forsøg på at understøtte patientens egen
respiration evt. med undertryksrespirator. Man havde to typer a f disse respiratorer.
Den ene var den såkaldte Cuirass-type. En slags metalskjold blev fastspændt på patien
tens brystkasse. Ved et periodisk undertryk mellem brystkassen og skjoldet søgte man
at fremkalde inspiration ved at hæve brystkassen. Noget mere effektivt virkede de
store tankrespiratorer, jernlungeme. Her blev patienten lagt ind i en jerncylinder med
kun hoved og hals fri. Inspirationen fremkaldtes ligesom Cuirass-respiratorerne a f et
rytmisk fremkaldt negativt tryk inde i cylinderen. I tanken havde man imidlertid også
mulighed for at øge trykforskellen og således bedre tilpasse tanken til patientens eget
behov. Når patienten skulle plejes, kunne en glaskuppel slås op over hoved og hals, så
ledes at kuplen kunne tilsluttes trykslanger, mens tanken selv blev åbnet, og patientens
krop kunne behandles. Begge disse respiratortyper var ineffektive hos patienter med
svære respirationspareser. Det var desuden besværligt at pleje og overvåge patienterne,
når de var pakket ind i metal.
I 1948 var man, inspireret af svenskerne, begyndt at tracheotomere patienterne, der
ikke selv kunne holde deres luftveje frie. På denne måde kunne man lettere suge i
trachea. Mortaliteten var dog stadig omkring 80 %. Det var noget uklart, hvad pa
tienterne døde af. Man mente, at en del døde a f hyperpyrexi. I hvert fald iagttog man,
at temperaturen steg kort før døden samtidig med, at patienterne blev svedende, ap-
nøiske og tiltagende bevidstløse. Først senere opdagede man, at det drejede sig om en
simpel kuldioxydnarkose.
Indtil den 2 7. august modtog Blegdamshospitalet 3 1 patienter med svære respira
tionspareser. A f disse døde de 27 efter få dages forløb. Situationen blev hurtigt uhold
bar. Det strømmede ind med dårlige patienter. Respiratorerne slap meget hurtigt op,
selv om man kunne låne enkelte fra provinsen og senere også enkelte fra Norge og Sve-
nge. Et nyt behandlingsregime var tvingende nødvendigt. Man søgte assistance hos
Blegdamshospitalets anæstesiologiske konsulent Bjørn Ibsen (Ibsen 19 75 og 19 5 2 )
Bjørn Ibsen fortæller, hvordan han den 25. august 19 5 2 blev tilkaldt a f profes
sor Lassen. Den pågældende dag havde man set fire patienter i autopsirummet En 12
år gammel pige med paralyse a f alle fire ekstremiteter og i desperat dårlig almentil
stand blev udvalgt. Hendes temperatur var 40,2, og hun var cyanotisk og svedende.
Der blev straks gjort tracheotomi i lokalanæstesi, og patienten blev intuberet. Under
denne procedure blev hun pludselig bevidstløs. Det viste sig at være svært at venti
lere hende. Et røntgenbillede viste atelektase a f venstre lunge. For at modvirke pati
entens egne respirationsbevægelser blev der givet pentothal intravenøst. Herefter stop
pede respirationen. Hun kunne nu ventileres manuelt med ballon og rettede sig Der
etter forsøgte man at anbringe patienten i respirator, men nu kom alle tegn på under
ventilation igen. Hun blev atter cyanotisk og fik stigende blodtryk. I blodet kunne på
vises stigende kuldioxydmængde. Man måtte derfor atter ventilere hende manuelt og
siden fortsætte den manuelle ventilation i ugevis.
Det teoretiske grundlag for det nye regime blev udviklet i løbet a fk o rt tid. Hoved
punktet var at man lod en effektiv ventilation modvirke anoxi og kuldioxydophob-
nrng Herved mmdskedes risikoen for varige hjerneskader og for forværring a f den
bestående encephalit Proceduren bestod i, så snart patienten var bedømt som respira
tionsbesværet, at udføre oral intubation. Herefter blev d eri cyclopropananæstesi giort
tracheotomi, nedføring a f trachealtube med cuff, og om nødvendigt indledtes kunstig
ventilation ved hjælp a f gummipose og C02 absorper. De fleste patienter måtte ven
tileres manuelt med tryk på gummipose. Enkelte kunne tilsluttes de efterhånden ud
viklede trykrespiratorer.
Meget vigtigt var det, at der blev givet effektiv fysioterapi fra starten. Dels kunne
sekretstagnationen i basale dele a f lungerne modvirkes ved sugning, stillingsdrænage,
140