142 / 310
135
Alexander Kielland, som længe havde boet i København, var nu
vendt tilbage til sin Fødeby Stavanger, og jeg lærte ham ikke at
kende, end ikke under hans senere Besøg. Jeg traf hans Fætter Car
sten Kielland, Forfatteren af det lille Skuespil „Vaarluft“ , som Det
kgl. Theater spillede, og ellers Bankmand, en Dag paa Trianglen i
Samtale med Digteren, men Tiden tillod ingen Præsentation. Jeg
havde været Kiellands Københavnerkorrespondent til „Stavanger
Avis“ det Aar, han forestod Redaktionen, og havde Glæde af at læse
Bladet, hvor hans elegante og aktuelle Pen ofte mærkedes. Hans unge
Datter, senere gift med Digteren Vilhelm Krag, var meget indtagende,
livlig og slagfærdig og talte Dansk uden nogen Accent — hun havde
jo tilbragt sin Barndom i København, medens hendes Forældre var
bosat hernede.
Lad mig et Øjeblik vende tilbage til det politiske Liv i disse Aar.
I Januar 1890 udløb Valgperioden til Folkethinget — nu skulde der
i København ved Valget den 21de Januar tages Revanche for 1887.
I Koncertpalæets store Sal kom Budskabet om Chr. Hages Sejr
som en Bebudelse af Dagens Udfald — Gustav Wied paastod, at han
troede, jeg var bleven gal, da han saa mig komme styrtende ud af
Palæet, raabende: Hage valgt! Hage valgt! Baade Trier og Hørdum
vendte ligeledes tilbage, og den sørgelige Ryssel var som sædvanlig
Dumpekandidat i P. Holms 5te Kreds. Men Neergaard faldt i Maribo.
Derimod valgtes i Ringkøbing for første Gang I. C. Christensen, i
Løvel Anders Nielsen, to Mænd, der skulde præge Folketinget efter
Bergs Død og blive den ny Tids Førere.
Med en lille Skare Studentersamfunds-Venner i Hælene foer jeg
om Aftenen ud i Rømersgade og talte fra Festsalens Tribune ildnende
Ord til Forsamlingen.
Men et andet Besøg havde — efter at Hørdums Valg var blevet
proklameret — ført mig op i Athenæum. Det fornøjede mig at drille
de gamle konservative ved at fortælle dem, at Hørdum var bleven
valgt. Kaptajn Bernth bandede og svor — han personificerede for
mig den mest forbenede Reaktion. Hvor morede det Sophus Michaélis,
da jeg fortalte ham dette Intermezzo. Men at Valget ogsaa kunde
udløse andre Følelser, saa jeg hos å Porta, hvor en yngre Mand græd
sine modige Taarer over Resultaterne.
I Maj 1890 døde C. C. Alberti, og jeg repræsenterede sammen med
Alfred Christensen Studentersamfundet ved den gamle Frihedsmands
Begravelse fra Stenlille Kirke i Nærheden af Sorø. Der var paa dette
Tidspunkt stor Bevægelse i Venstres Rækker, da man beredte Over
gangen til den Forhandlingspolitik, som væbnede Berg til sine sidste
Leveaars energiske Modstand og paany nærmede ham til Hørup. Ved
Begravelsen traf jeg Martin Dessau, der den Gang var Direktør for
Svineslagteriet i Slagelse, og vi sad sammen i en Vejgrøft og talte om
de politiske Begivenheder — han var velinstrueret om de nye Bevæ
gelser.