146 / 310
139
ud til Gaarden, kom N. Neergaard hen til mig og spurgte, om jeg ikke
med kort Varsel til næste Hæfte af „Tilskueren“ kunde skrive den
maanedlige Theateroversigt, da Vilhelm Møller var bortrejst. Denne
Oversigt omhandlede bl. a. Genoptagelsen efter mange Aars Hvile af
Olufsens Lystspil „Gulddaasen“ paa Det kgl. Theater. Ved en Lapsus
kom jeg her under Behandling af det omstridte Forfatterskab til at
omtale Biskop I. M. Hertz som Roskildebispen, hvad der gav Profes
sor Johannes Steenstrup Anledning til i „Dagbladet“ at harcellere
over, at jeg ikke vidste, at Roskilde-Biskopperne forsvandt med Re
formationen.
Denne Bemærkning førte til, at jeg besluttede at tage Spørgs-
maalet om Olufsens Forfatterskab op til ny Behandling. Jeg havde
netop stiftet Bekendtskab med Dr. Herman Schwanenfliigel, der kom
hjemme og læste Literaturhistorie med min Søster. Han havde for
nogle Aar siden behandlet Problemet i „Ude og Hjemme“ , og han til
skyndede mig til at undersøge det paany.
Schwanenfliigel var en kundskabsrig Mand, optaget af omfattende
Studier over dansk Literatur. Men hans Tilbøjelighed til at ane Kon
flikter, hvor der ingen var, og til at opdage Karaktermangler, der
skyldtes Gætninger, førte ham undertiden paa Vildspor i hans store
Bøger — „Ingemanns Liv og Digtning“ , „Peter Andreas Heiberg“, der
skaffede ham Doktorgraden, „Carl Bernhard“ , „J. P. Mynster“ ,
„H. C. Andersen“ og „Carl Bagger“ .
Mit venskabelige Forhold til ham svækkedes, da jeg ikke kunde
tie til, at han i en Anmeldelse skrev, at han en Gang havde rost Georg
Brandes’ Bøger stærkere, end han nu vilde staa ved.
Men paa dette Tidspunkt, da jeg rask formede min lille Bog om
„Forfatterskabet til Gulddaasen“ , omgikkes vi venskabeligt, og han
hjalp mig med de Theses, hvormed den sluttede. Den trykte for
første Gang den anonyme Forfatters Breve til Theaterdirektionen,
som jeg fandt paa Rigsarkivet, og det lykkedes ogsaa i „Adresse
avisen“ fra 1791 at opspore det Avertissement, i hvilket Direktionen
indkalder Forfatteren til „Gulddaasen“ . Jeg fik de utrykte Memoirer,
hvori en Niece af den formodede Forfatter, Christian Hertz, Pastor-
inde Lucie Elise Fich, udtaler sig om ham som Ophavsmand til
Lystspillet, til Laans af den aldrende Pastor Hertz i Roskilde. Han
skrev mig et Brev til, hvori han kraftig tog til Orde for sin forlængst
afdøde Slægtnings Forfatterskab,*) og dette fandt jeg senere med
Styrke hævdet i et Brev, jeg nu ejer, fra Biskop Hertz til Historikeren
Vedel-Simonsen.
Min lille Bog, der understøttede Hypotesen, men skød den ende
lige Afgørelse ud, blev antaget af Chr. Høst, den daværende Indehaver
af Andr. Fr. Høst og Søns Forlag, der yderligere fremstillede en Sær*) Se „Memoirer og Breve“ udg. af Julius Clausen og P. Fr. Rist: „Domprovsten
i Roskilde“. S. 18— 19 (1909).