149 / 310
142
Sufflørbog til „Gulddaasen“ , hvori jeg virkelig fandt andre Navne
paa enkelte af Personerne („Trækom“ i Stedet for „Æbeltoft“ ) og
typiske, udeladte Repliker. Men omsider mildnedes han,og jeg fik
Lov til at sidde i Lægens Værelse og skrive af. Den elskværdige
kalotbærende Overregissør Fristrup af det kendte Balletdanser-
Dynasti, hvis Søn, den senere, tidlig afdøde, Historiker gik i Klassen
under mig i Mariboes Skole, hjalp mig til Rette.
Jeg besøgte ogsaa Kammerherren for at indbyde hamtil det fri
Theaters første Forestilling. — „Sætter De selv i Scene?“ spurgte han
interesseret. Men da jeg med ungdommelig Hensynsløshed havde
skrevet i „København“ om Operaen i Almindelighed og Frk. Dons i
Særdeleshed, blev han rasende. Henrik Hennings, der tænkte paa at
udgive et Theaterblad med mig som Redaktør, foreslog Fallesen at
tale med mig om Sagen. Men da erklærede Kammerherren, at „med
en Journalist, der skrev saaledes om Theatrets Kunstnere“ , vilde han
aldeles ikke tale.
Jeg kom saaledes ikke mere indenfor Døren i Kammerherrens
højtidelige Kontor, hvor Fru Eckardt som Fulvia hang paa Væggen.
Men nye Indtryk af hans selvherskeragtige Theaterledelse fik jeg,
da han anonymt opførte Max Nordaus Skuespil „Das Recht zu lieben“,
under Titlen „Hjærtets Ret“ , som dansk Original med forandrede
Navne for derved at sikre Richard Kaufmanns gode Ven samme Ho
norar, som en dansk Forfatter vilde have opnaaet, eller da han lod
den franske Pantomime „Statuen“ , hvis Text skyldtes en Champagne-
grosserer, der sikkert ogsaa hørte til den Kaufmannske Kreds i Paris,
gaa over Scenen, medens Piberne ledsagede Statuens Dans i Takt til
Musiken.
Det var to af Kammerherrens Genistreger i hans sidste Sæsoner.
Fra Det kgl. Theaters Parket i disse Aar, hvor jeg og mine Venner
vakte de gamle Højrejournalisters Forargelse ved at møde i Kjole til
Premiererne, erindrer jeg en Række højst forskelligartede Personlig
heder — nogle af dem stiftede jeg Bekendtskab med. Etatsraadinde
Johanne Luise Heiberg traadte nu og da ind i Parkettet, let bøjet af
Alder, med sine mørke, levende Øjne under det mærkelige Hovedtøj,
mønstrende enhver, der rejste sig for at lade hende passere forbi —
selve Scenens store Præstinde, hvis Tilsynekomst fik alle Kikkerter
til at rette sig mod det 19de Aarhundredes berømteste danske Skue
spillerinde. Hun var altid ledsaget af en af sine Adoptivdøtre. Fin
og lille svævede Juliette Price ind, i Selskab med Generalkonsul Johan
Hansen den ældre og Hustru. En tredie forlængst afgaaet Kunstner
inde — ældet og kroget — saas undertiden, hin Frk. Laura Muller,
hvis Navn erindres fra den Høedt-Wiehe’ske Konflikt.
Jeg vil heller ikke glemme Julie Paetz, født Schmidt, en Gang
Det kgl. Theaters store Haab, der slukkedes, da hun forlod Scenen
for at gifte sig med Fotograf Paetz, der ogsaa havde prøvet Theatrets
Lys og Skygge.