150 / 310
143
Som en gammel, lænket Ørn vogtede Jens Larsen Nyrop paa sine
Tenor-Efterfølgere paa Scenen og rystede paa Hovedet af deres Sang
— hans smukke, monumentale Hoved med de sorte, ildfulde Øjne
lænede sig mod Væggen ved den Plads, hvor han altid sad — femte
Række yderst. Kammerraad Georg Brodersen ilede ind med ægte
Balletdanser-Verve, min gamle Danselærer, som jeg altid fik en ivrig
Passiar med om Ballettens Kaar og Partiernes moderne Gengivelse.
Ogsaa Solodanser Hoppe, der faldt død om ved Fru Heibergs Begra
velse i Frue Kirke, saas sidst i 80erne ofte i Parkettet, ligeledes Lau
ritz Eckardt, der efter sin Afgang som Skuespiller bevarede Forbin
delsen med Theatret som Lærer for unge Elever — en lille, pertentlig
Mand med et bekymret Blik. Saa var der Maleren Edvard Lehmann,
der altid tørrede sin Pande med et stort rødt Lommetørklæde. Hans
Billeder af Scener og rollehavende paa Theatret er værdifulde the-
aterhistoriske Dokumenter. Stor og bred kom M. V. Brun tumlende
— Fader til de to Tenorister Frederik og Johan Nordal Brun. De
havde begge arvet noget af hans stridbare norske Sind, som ogsaa
hans Bedstefader, Biskop Johan Nordal Brun havde ejet.
Brun, der havde været Leder baade af Kristiania Theater og Folke-
theatret, opnaaede senere ved sin utrolige Paagaaenhed, der end ikke
skaanede selve Kong Christian d. 9de, Bevilling til at drive Dag-
martheatret, som blev bygget ved „Hellig-Hansens“ Hjælp.
Han maatte dog hurtig overlade Theatret til Theodor Andersen,
der havde en heldigere Haand end han, men kunde endnu indkassere
Procenter af sin Dramatisering af Carit Etlars „Gøngehøvdingen“ ,
som senere blev forbudt til Fordel for Digterens eller rettere hans
Hustrus Bearbejdelse af det populære Stof. Brun havde forøvrigt
skrevet en Række historiske Dramaer, af hvilke et Par — „Gustav
den tredie“ og „Marie Antoinette“ — endog naaede frem paa Det kgl.
Theater. Hans Erindringer „Fra Dreng til Mand“ og „Fra min Ung
dom og Manddom“ kan endnu læses med Udbytte. Kuriøst var det at
høre de Skuespillere, der havde haft Engagement hos ham, fortælle
om den haardhændede Maade, han behandlede dem paa i Smag med
Fortidens „Principaler“ . Jeg talte ofte med ham, hvis Bulbideransigt
dækkede over megen naturlig Bonsens, og jeg vandt en høj Stjærne
hos ham ved at overlade ham, den gamle, min Plads, naar han i
modsat Fald var nødt til at staa.
Tre Damer hørte til Fripladsernes faste Stok: Forfatterinden
Clara Andersen — Datter af Skuespillerinden Birgitte Elisabeth An
dersen — , der har skrevet det nydelige Forvexlingsstykke „Rosa og
Rosita“ og Lystspillet „Grøns Fødselsdag“ , hvori først Adolf Rosen
kilde paa Det kgl. Theater og senere Sophus Neumann paa Dagmar-
theatret skabte en godmodig-humoristisk Figur.*) Hun var lille og
*) „Jeg kommer aldrig paa Kongens Nytorv“, sagde Sophus Neumann i Styk
ket med stærk Understregning.