Erindringer

145

og han fortalte med Varme om sin Ungdom, om Studenterkomedien

og om Hostrup.

I Parkettet lærte jeg ogsaa Einar Christiansen at kende. Det var

i hans egentlige Dramatiker-Periode, da han baade fik Skuespil op

ført og oversatte Operatexter — undertiden kom Kammerherrens

Tjener, den velkendte Christensen, midt under Forestillingen ned i

Parkettet for at bede Christiansen begive sig til Chefen — det var en

eller anden Operatext, „Lakmé“ f. Ex., som det hastede med.

Christiansen var en skrap Kritiker af, hvad der blev opført, men

han saa klart og kyndigt og sagde sin Mening

sans phrase.

Han havde

mange Indfald og kunde give En Idéer til Artikler (der var saaledes

en Skildring, jeg skrev af en Opførelse af „Dronning Margarethe“ ,

hvor alt gik hulter til bulter). Men Erfaringerne fra hans Direktør

virksomhed gjorde ham senere hen bitrere og ufordrageligere af Væ

sen. Han blev forbeholden og afvisende, naar man søgte ham paa

Theatret.

Endelig maa jeg mindes Skoleinspektør Frederik Leth-Hansen,

Konferensraad Jean Hansens Broder, som en af Parkettets Stam

gæster, om end han i sin Egenskab af Forfatter sad til venstre. Jeg

traf ham jævnlig i Vinterens Løb i Theatret og spaserede med ham

i Mellemakten gennem Balkon-Foyer’en. Han var en Theaterenthu-

siast med varm Forstaaelse af Kunsten, enten det nu var Skuespil,

Opera eller Ballet. Som dramatisk Forfatter havde han debuteret i

Efteraaret 1883 med det lille Lystspil „I sidste Øjeblik“ , hvori Emma

Lange og hendes senere Mand Poul Nielsen debuterede. Derefter skrev

han Komedien „Hannibals Ungdomsbedrifter“ , der spilledes med

Olaf Poulsen i Hovedrollen, og „En Gøgeunge“ , hvis Titelfigur Karl

Mantzius formede med Held. Af hans følgende Produktion naaede

han højst med det paa Dagmartheatret anonymt opførte Skuespil

„Ungdomsleg“ , som William Bloch havde sat i Scene, og hvis mand

lige Hovedrolle Leth-Hansens Plejesøn Robert Schyberg udførte med

ædel Følelse, medens Sigrid Neiiendam havde sit kunstneriske

Gennembrud som den unge jyske Pige. Det blev en Snes Aar senere

optaget paa Det kgl. Theaters Repertoire. Schyberg har sat sin gamle

Ven og Beskytter et smukt Monument med sin Udgave af hans sam

lede dramatiske Arbejder. Ogsaa den unge Danser og Skuespiller

Einar Jønsson (nu Direktør Einar Linden), der spillede lille Eyolf

i Henrik Ibsens Skuespil, var Leth-Hansens Protegé.

Ja — hvor mange Aftener har jeg ikke debateret Theater med

Leth-Hansen. Jeg satte stor Pris paa denne stilfærdige og tilbage

holdne Mand, denne uegennyttige Dyrker af Kunst og Digtning.

Endnu den Dag i Dag, flere Aar efter hans Død, savner jeg ham og

forundrer mig over ikke at møde ham paa Rundturen gennem

Foyer’en.

Jeg talte ogsaa med den gamle Kontrollør Axel Zimmermann,

Morfader til Johannes, Olaf og Aage Fønss. Han havde været med

Mennesker og B egivenheder