157 / 310
150
en lynende Intelligens, med mangesidige Interesser — saaledes staar
han for mig, gammel Mariboianer ligesom Poul Nielsen. Begge disse
Kunstnere traf jeg ofte, de kom i mine Forældres gæstfri Hjem sam
men med mine samtidige.
Peter Schram og Niels Juel Simonsen besøgte Studentersamfundet,
og ber indlededes mit Bekendtskab med dem. Simonsen var og blev
den typiske Vaabenbroder, paa Bunden godmodig, et stort Barn, men
som et saadant let bevæget til Vrede. Schram mindede — som Poul
Nielsen en Gang sagde til mig — ogsaa udenfor Scenen om en gam
mel Eventyrkonge, naar han om Aftenen, inden Tæppet gik, stak sit
Hoved med Lorgnetter for Øjnene og med det tætte, hvide Haar op
over Orkesterbarriéren og mønstrede Tilskuernes Antal. Hver Dag
kom hans høje, lidt sammenfaldne Skikkelse spankende rundt om
Theatret for at se, om der nu ogsaa var Tavler ude. Han indfandt sig
regelmæssigt paa Redaktionerne for at faa den sidste Anmeldelse og
for at beklage sig over de Kritikere, der ikke havde rost ham eller
endog skældt ham ud. „Det er skammeligt, som Vilhelm Møller har
omtalt min Trop i „Tilskueren“ ,“ jamrede han en Dag.
I Tilskuerfoyer’en kunde han, naar jeg mødte ham, fortælle den
dristigste Anekdote med høj Stemme uden Hensyn til Omgivelserne.
Han var uudtømmelig i Paafund. En Dag berettede han glædestraa-
lende, at han havde faaet sin Leje nedsat — han boede selvfølgelig i
Peder Skramsgade, som Niels Juel Simonsen i Niels Juelsgade. Han
havde nemlig væddet med sin Vært om, at han skulde have Afslag,
hvis denne ikke i Løbet af to Uger kunde lære Ulysses’ første store
Replik i „Ulysses von Ithacia“ udenad. Og det var ikke lykkedes
Husværten.
William Bloch, der havde besøgt Schram paa Frederiks Hospital
under hans sidste Sygdom i Sommeren 1895, fortalte, at den gamle
Kunstner dybt beklagede sig over de elendige Roller, Theatret havde
sendt ham til den følgende Sæson. Scenen var hans Et og Alt til
hans sidste Stund. Og de, der har oplevet hans Bartholo, Leporello,
Radelzier, glemmer aldrig hans Sangkunst — selv da Stemmen var
paa Retur — hans komiske Fantasi og hans frodige Improvisa
tioner.*)
Med Algot Lange blev jeg Uvenner, da jeg havde oversat hans
Bog om Sangkunst. Efter at Oversættelsen var tilendebragt, havde
*) I sit sidste Leveaar fortalte Schram mig med stor Stolthed følgende: Han
havde den foregaaende Sommer sammen med sin Datter Fru Orpheline Olsen over
været Opførelsen af „Don Juan“ paa Den kgl. Opera i Berlin. De sad paa første
Række i Parkettet, og Schram bemærkede i Mellemakten, at et Medlem af Or
kestret gjorde sine Kolleger opmærksom paa ham. Et Øjeblik efter kom vedkom
mende hen til ham og spurgte, om det ikke var Kammersanger Schram fra Det
kgl. Theater i København? Ja, i saa Fald vilde han blot sige, at han havde set
ham som Leporello, og det var den bedste Leporello af alle!