158 / 310
151
han pludselig faaet nye Idéer og vilde have det hele lavet om. Han var
en elegant og smidig Kunstner — hans Toreador og Don Juan glem
mes ikke let — den deciderede Modsætning til Simonsen, der forfulgte
ham med urimelige Beskyldninger for Radikalisme.
Frederik Brun havde fortjent mere Medbør, end Skæbnen undte
ham. Han var intelligent, vittig, men uegnet til at underordne sig, dog
i langt mindre Grad end Broderen Johan Nordal Brun, der var utaale-
lig, naar han opsøgte En privat og larmede op om Forbigaaelse. Da
han havde klaget til Kultusministeren over Peter Hansen, satte denne
før sin Afgang hans Afskedigelse igennem. Det var uimodstaaeligt at
høre Frederik Brun og Robert Henriques overbyde hinanden i et
sandt Vittighedsfyrværkeri!
Nu dukkede det nye Sangerkuld frem — Vilhelm Herold, Peter
Cornelius, Edvard Agerholm og Helge Nissen, jævnaldrende, som jeg
sluttede Venskab med. Frøken Elisabeth Dons hævdede endnu sin
Position, den saa haardt angrebne. Min Kritik i „København“ er
klærede hun i en Samtale, hun havde udbedt sig med Ove Rode, for
uretfærdig.
Men Afløsningen nærmede sig, thi i disse Aar debuterede Ida
Møller, Johanne Brun og Emilie Boserup (Fru Ulrich) og varslede
yderligere om en Renæssance for Operaen. Disse unge Kunstnerinder
fulgte altid beredvilligt Ønsket fra Studentersamfundet om Medvirk
ning ved Fester og Koncerter.
Fallesen havde efter Evne modarbejdet Balletten. Men Valdemar
Prices romantiske stumme Kunst forædlede stadig Junker Ove i
„Et Folkesagn“ og hævdede sig til tragisk Kraft i Kong Svends Rolle
i „Valdemar“ . I Fallesens sidste Leveaar kom en ny Opblomstring,
da Hans Beck som Balletmester efter den sygelige Emil Hansen paany
organiserede Virksomheden.
Beck tilhørte den Kreds af Theaterfolk og theaterinteresserede,
der ofte om Aftenen mødtes i Brønnums Kafé, og var ogsaa her den
mandige og energiske Talsmand for sin Kunst, naar den blev kriti
seret.
Med Fallesens Død i Paris i Sommeren 1894 afsluttedes en 18-
aarig Periode, hvis kunstneriske og økonomiske Nedgangslinje var
utvivlsom. Da jeg en Dag mødte Peter Schrain paa Klampenborg
Badeanstalt, hviskede han mig i Øret: Grev Danneskjold-Samsøe skal
være Chef. Og det var sandt!
Bag sit aristokratiske Ansigt og sit bureaukratiske Væsen, der
holdt over Reglementerne til det mindste Punktum, skjulte Greven
adskillig bon sens. Han kunde godt smile ad urimelig Forfængelighed.
I Løbet af de 14 Aar, han var Chef, kom jeg paa Talefod med ham,
og han tog imod Fornuftgrunde, naar der fra journalistisk Side stil
ledes Anmodninger til ham.
Snarere følte Peter Hansen, der blev Kommiteret, sin Stillings
Værdighed og var lunefuld, aldeles glemmende, at han var gammel