164 / 310
157
Glemme kan jeg heller ikke Joseph Joachim og hans noble, klas
siske Fortolkning af Violinens Mesterværker eller Hans Richters im
posante D irigentskikkelse — to Personligheder, der hævede dansk
Koncertliv ud over Døgnets Trivialitet.
Cæciliaforeningen gav under Fr. Rungs Direktion rige Indtryk af
klassisk Musik, og Madrigalkoret naaede evropæisk Ry, medens i
Koncertforeningen Otto Malling fremførte et saa berømt Værk som
Berlioz’ „Fausts Fordømmelse“ og i Privat Kammermusikforening,
som i Julius Borup havde en Leder med gammel Kultur — hans Fa
der Præsten havde været en af Studentersangforeningens Stiftere —
stod alle de berømte klassiske Kvartetter paa Repertoiret.
Stor Betydning fik for mig den af W illiam Behrend og Gustav
Helsted ledede private Sammenslutning „Musikselskabet af 14de
Marts“ , hvor for første Gang Brudstykker af „Siegfried“ og „Ragna
rok“ blev udført, efter at „Va lkyrien“ 1891 paa Det kgl. Theater
havde betegnet det Wagnerske Vaarbrud paa vor Scene. Bruckners
Symfonier omsat for to Klaverer bragte Bud om Østrigs store, her
hjemme næsten ubekendte Symfoniker. Behrend var den utrættelige
Vejleder i sine Indledninger, Gustav Helsteds Sarkasme, Louis Glass’
Kunstnersind er Erindringen om hine nu saa fjærne betydningsfulde
Aftener.
Dybe Musikindtryk fik jeg ogsaa ved Gottfred Mathisson-Hansens
Orgelforedrag i Trinitatis K irke — det var Eftermiddage, hvor Kirke
rummet fyldtes a f de store Orgelmestres rene og ædle Toner —
Timer, hvor den ydre Verden med dens Uro og Splid var langt borte,
og man i Orgelstemmernes Brus førtes til indre Fordybelse og Selv
ransagning.
Mange forskellige Personligheder fra Musikens Verden træder
frem for min Erindring. Gennem Sophus Michaélis lærte jeg August
Enna at kende. Han fik just sin første Opera opført: „Hexen“ , til
hvilken Alfred Ipsen havde bearbejdet Texten efter den af Georg
Brandes saa beundrede Maler-Digter Arthur Fitgers Drama. „Hexen“
i sin første uforkortede Skikkelse er vedbleven at være en af Ennas
virkningsfuldeste Operaer.
Han var Autodidakt, havde møjsommelig arbejdet sig frem,
trængte stadig til Protektion og Understøttelse. Som den fødte Opera
komponist greb han de mest forskelligartede Emner, men ikke altid
rigtig. Derved led han smertelige Skuffelser, og disse kom til at in
fluere personligt paa ham. Han mente sig forfulgt og forurettet, hvad
han maaske ogsaa var, og bar sig derfor ikke altid klogt ad. Ved
„Hexen“ s Opførelse*) vandt han Position, og i Tyskland fik han Ind*) Til denne knytter der sig den kuriøse Begivenhed, at „Politiken s Anmel
der Charles Kjerulf „sneg“ sig ind for at overvære Generalprøven. Derover stor
Ravage paa Theatret og Erklæring fra Fallesen.
I vore Dage anses Musikkritikeres Nærværelse ved en Opera-Generalprøve for
den selvfølgeligste Sag.