166 / 310
159
Andre musikalske Bekendtskaber optog mig. Fra Stockholm kom
Sven Scholander med sit Væld af gammelfranske Sange og Bellman-
ske Viser, smittende elskværdig, med et glimrende Lune, naar han
sang til sin Luth, en sjælden charmerende Kunstner, der lige til sit
70de Aar har været en kær Gæst i København hos sine mange Venner.
Jeg hentede ham en Aften efter hans Koncert, og vi kørte ned i Bad
stuestræde, hvor Studentersamfundets Medlemmer hyldede ham. Det
var vemodigt kort før Jul 1936 at erfare, at denne moderne Trubadur,
denne vennesæle farende Svend, havde lukket sine Øjne for bestandig.
Den intelligente og overlegne Pianistinde Ilona Eibenschiitz lærte
jeg at kende gennem Robert Henriques. Hun var lille og fin med
straalende sorte Øjne. En ældre Søster ledsagede hende som Duenna.
I et Selskab hos mig konverserede Peter Nansen den unge Verdens-
kunstnerinde, der drog videre til nye Triumfer.
Verdenskunstner var ogsaa Emil Reisenauer, en af Franz Liszts
sidste Elever, stammende fra den gamle Handelsby Bremen, hvor
hans Moder boede. Hans U lykke var den svenske Punsch, og sin før
ste Koncert i København, hvor den gamle Dronning Louise var til
Stede, maatte han afbryde „paa Grund af Sygdom“ efter det første
Nummer. Men den følgende Aften tog han Revanche og Publikum
med Storm — en kolossal Pianist, der stormede Flyglet.
Hos å Porta og Brønnum diskuterede vi højrøstet Henrik Ibsens
nye Skuespil 4„L ille E yo lf“ , eller Reisenauer kritiserede dansk Musik
— han fandt f. Ex. Pianisten August W inding altfor jomfrunalsk,
og efter Midnat maatte jeg i Reglen følge ham hjem til Hotel Kongen
af Danmark. Th i nu virkede Punschen, og han snarere rullede afsted
end gik paa sine korte Ben, der bar den store Overkrop. Ansigtets
Udtryk vexlede mellem Godmodighed og Heftighed.
Uforglemmelig er den Aften, da Reisenauer besøgte Studentersam
fundet. Han satte sig til Klaveret og spillede Straussiske Valse til
Dans. Jeg havde her vundet hans Hjærte ved i en Tale at minde om
hans gamle Moder, der fra det fjerne i hans Fødeby fulgte hans T ri
umfer. Da fik han Taarer i Øjnene.
Denne Aften tra f han Fini Henriques, og de blev Perlevenner —
begge lige store Kunstnere og Charmører. Reisenauer skulde den føl
gende Dag — Søndag — spille i Malmø. Han blev hele Natten i Stu
dentersamfundet sammen med Fini, og om Morgenen fulgtes de ad
til Malmødamperen. Fini gik med om Bord, kom ikke tidsnok i Land
og gjorde Rejsen med til Malmø. Han var saaledes forsvunden! Hans
Hustru vidste ikke sine levende Raad. Der var Opera i Theatret om
Aftenen. Hun maatte sende Sygemelding til Kapellet, og Fr. Rung
rasede. Men hjem kom han da omsider.
I Foraaret 1903, da jeg boede i Dresden, traf jeg Reisenauer sidste
Gang. Efter hans Koncert, hvor han spillede, tydelig paavirket af
svensk eller anden Punsch, opsøgte jeg ham i Kunstnerværelset. Han