![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0170.jpg)
og utrættelige Hjælper, der liavde sat Maurice Maeterlincks „Den
ubudne“ i Scene, mig indtrængende om at slette Wieds Skuespil. Det
vilde aldrig gaa godt! Og Abrahams støttede ham ved drastisk at sige:
„Hvis jeg forsøgte at spille et saadant Stykke, vilde mit Publikum
tage Stolene for at kaste dem i Hovedet paa Skuespillerne.“
Men jeg fastholdt, at „En Bryllupsnat“ baade af Hensyn til For
fatteren og de spillende maatte gives. Om Aftenen var jeg urolig paa
Grund af Lehmanns og Abrahams’ Betænkeligheder, og jeg gik ind i
Regissørkontoret for at tale lidt med Hellemann og Lehmann, da den
farlige Scene i Stykket nærmede sig.
Pludselig lagde vi Mærke til en forvirret Larm — „Publikum pro
testerer!“ raabte Lehmann. Vi løb ind i Kulissen og hørte flere T il
skuere skrige: „Ned med Tæppet! Ned med Tæppet!“ Det syntes, som
om de protesterende rent havde glemt, at de befandt sig i et frit
Theater. Tæppet gik ned, og et Ø jeblik efter op igen, idet Ove Rode
traadte frem, ledsaget af Maskinmand Eskelund, der slog paa en
Gongong. Men ved det første Slag gik Gongongen midt over, og under
Skoggerlatter sænkedes Tæppet.
Det gjaldt om at komme videre, for at Publikum kunde opdage,
at Barnet ingenlunde var kvalt. Men da, efter en heftig Diskusssion
mellem Folketheatrets Inspektør Dorph-Petersen, der bestemt fra-
raadede at fortsætte, og Bestyrelsen, der holdt paa, at Stykket skulde
spilles til Ende, Tæppet atter hævede sig, begyndte Larmen paany.
Olivia Jørgensen besvimede, og nu var Fortsættelsen udelukket. Tæp
pet faldt for den ufuldendte Opførelse. Olivia Jørgensen blev bragt
ind paa sit Værelse, medens jeg saa Ludovica Levy i Dragten som den
gamle Bedstemoder sidde i et Hjørne af Skuespiller-Foyeren og rokke
frem og tibage med Hovedet. Noget lignende havde hun aldrig op levet!
Endelig kom Theaterlægen Sommerfeldt, som der var gaaet Bud efter,
styrtende, men da var Olivia Jørgensen forlængst kommen til sig selv
igen.
Det blev senere fortalt, at det var en hysterisk Dame, som var
Skyld i det hele Postyr. Edvard Brandes var med Rette rasende over
Publikums Holdning, men den Art Optrin syntes at være obligate i
fri Theatre — husk Skandalen i „Freie Biihne“ . Men Paul Marcussen
levede længe højt paa denne Begivenhed i „Avisen“ .
Gustav Wied tog sit Uheld med en Blanding af Sindsro og Humor.
Han sendte mig det trykte Stykke med et Antifebrin-Pulver indhæftet
paa det kriminelle Sted.
Forestillingen fortsattes saa — ingen forlod den til Trods for
Sindsbevægelsen. Da jeg havde samlet mig igen, var man langt inde
i Edvard Brandes Skuespil „E t Brud“ , ved hvis Iscenesættelse For
fatteren selv havde bistaaet. Og tilsidst fulgte „Den ubudne“ , hvis
Uhyggestemning saa mærkelig paavirker Sindene. Som en af Smaa-
pigerne i Stykket medvirkede en lille 17aarig Elev, Anna Halberg fra
Dagmartheatret, som Johannes Marer havde anbefalet — det var
I (33
11
*