167 / 310
160
stod ophidset, omgivet af Musikforlæggere og Beundrerinder, og talte
højt om Rejsens Besværligheder. Han vilde ikke tale om København,
rakte mig blot Haanden og sagde: „Sehr angenehm.“ Han døde, næppe
50 Aar gammel, paa en Rejse i Rusland.
En tragisk Koncert overværede jeg i Sommeren 1891 i Klampen-
borg Koncertsal. Den berømte Madame Trebelli, ledsaget af sin sæd
vanlige Partner Conrad Behrens, annoncerede en Sangaften — man
vidste, at hun havde været alvorlig syg, ramt a f et Slagtilfælde. Og
nu saa man en af Sygdom mærket, u lykkelig aldrende Kvinde blive
slæbt op paa Tribunen. Hendes Stemme lød som en Spilledaase, hvis
Toner var falske, og hun blev under Behrens’ Numre anbragt bag en
Pille, da hun ikke kunde taale Anstrengelserne ved at føres ud og ind
paany. Det var forfærdende at være Vidne til — Reversen af et Kunst
nerliv, der havde været ombølget af en hel Verdens jublende Hyldest.
Og saa var hun dog efter Sigende hovedrig og kunde have levet i Ro
paa sit Slot. Men Ærgerrighedens Dæmon jagede hende fra Land til
Land.
En mærkelig vild Fugl dukkede en Dag op fra Finland — Ingeborg
von A lfthan, Datter af en General, Sangerinde, Bekendt af Ivar og
Anna Berendsen. Et madonnalignende Ansigt med ravnsort Haar,
skilt i Midten. Hun skulde præsenteres for en snævrere Kreds, og der
blev saa berammet en lille Koncert en tidlig Vinterform iddag i St.
Johanneskirken. Dér mødte bl. a. Charles K jeru lf og Hustru, Erna
Juel-Hansen og Holger Drachmann, der traadte høj og mægtig ind i
Kirken, ledsaget af sin Datter Gerda, der lignede ham saa meget.
Professor I. H. Nebelong accompagnerede. Den unge Finlænderinde
var uhyre nervøs, Stemmen svajede som et Siv i Storm. Da traadte
Holger Drachmann frem i Kirkens Midtergang og, vinkende til den
unge Sangerinde oppe paa Pulpituret, sagde han med sin høje Stem
me: „Ikke bange, lille Frøken, ikke bange, lille Frøken !“
Digterens Formaning h jalp virkelig, og Frk. von A lfthan fuldendte
sit Program, idet Ængstelsen ligesom havde lagt sig. Dagen blev en
hel Festdag. Vi var sammen til langt ud paa Aftenen, Scholander, der
havde Koncert, sluttede sig efter denne til Selskabet hos Ivar Berend
sen, hvor Stemningen var paa Kogepunktet.
Gennem Ivar Berendsen lærte jeg ogsaa den indtagende finske
Sangerinde Aina von Ehrnrooth at kende — nu Grevinde Manner-
heim — der vakte Opsigt med sin skønne poetiske Røst og endnu i
dette Aarhundrede har givet Koncerter i København, og Redaktøren
af »Nya Pressen“ i Helsingfors, Dr. Axel L ille og Frue, der under den
finske Frihedskamp ofte kom til København for at træffe Menings
fæller. Begge var de prægede af de tunge Tider, glade for hvert Udtryk
for Sympati og Forstaaelse. Og endelig den brave, godmodige Karl v.
Knorring, egentlig Kontorchef i den finske Jærnbaneadministration,
men en musikalsk Begavelse, hvad han viste baade ved sine Bellman-