172 / 310
165
Skuespil — „W u thhorn“ burde absolut have været opført. Den Tid
var længst forbi, da han havde læst Kapitler af sin Roman „Germa
nernes Lærling“ op i Studentersamfundet og givet Teologen med Pro
fessor P. Madsens Mæle, hvad der fik til Følge, at Goos tog sit Løfte
om at holde Foredrag tilbage. Han skrev nu og da i „Politiken“ , men
var for bestandig lyst i Georg Brandes’ Band, og Brandes havde Ret
i sin Uvilje. Gjellerup, der havde fulgt ham paa Spasereture blot for
at udøse sit Hjærte for ham og hyldet ham paa Vers som „Vor Hellig-
aandsridder, vor Sankt Georg“ , havde svigtet ham paa en taktløs og
fornærmelig Maade, som det ikke senere lykkedes Gjellerup i et Brev
til mig at give en rimelig Forklaring paa. Men Gjellerup havde sine
tiltalende Sider, hans Wagner-Begej string var ægte, og det var skam
meligt af Det kgl. Theater, at det ikke, efter hans ypperlige Gengivelse
af „Valkyrien“ , lod ham oversætte Trilogiens andre Dele. Senere hen
i Dresden tra f jeg ham nu og da, men han gjorde her et endnu mere
verdensfjernt Indtryk end i København — han havde forvildet sig
ind i indisk Mystik, og hans Bismarck-Begej string, som den var kom
met til Udtryk i et Interview med Rigskansleren, havde yderligere
fjernet ham fra gamle Venner.
Paa „Herman Vandel“ blev der holdt en lang og besværlig Gene
ralprøve. Da den var endt, fulgtes jeg fra Folketheatret med P. A.
Rosenberg, Elisabeth Rosenberg, Martinius Nielsen og Karl Gjellerup
— det var en skøn, lys Foraarsmorgen, og over vore Hoveder susede
Fugletrækket. A lle var vi optagne af Skuespillet og lyttede nu betagne
til Naturens Røster.
Den 29de Marts 1893 spillede Det fri Theater Henry Becques Skue
spil „Ravnene“ . Denne Dramatiker, der i Frankrig just ikke var for
vænt med Held, havde en halv Snes Aar tidligere vundet Ry med dette
ubønhørlige Stykke om den Lod, der rammer en Familie efter For
sørgerens Død, naar Kreditorer og Sagførere falder over den. Indtryk
ket er knugende, men dramatisk ejer det stærke Optrin, der ogsaa
nu ved den danske Opførelse virkede overvældende. Allerede længe
havde Edvard Brandes gjort opmærksom paa „Ravnene“ , men intet
Theater havde vovet at spille det. Fra Det fri Theaters Opførelse hu
sker jeg især Viggo Lindstrøm som den gamle Aagerkarl Teissier med
det udslukte Blik.
Senere blev Becques Skuespil „Pariserinden“ opført paa Dagmar-
theatret, og selv besøgte han i 1896 København. Han gjorde da et æl
det Indtryk. Ved Journalistforeningens store Festbal i Casino holdt
han under den indledende Underholdning en elegant turneret Kon
ference fra sin Logeplads.
Endnu en Forestilling var planlagt til Foraaret — dens Program
skulde være Holger Drachmanns Melodrama „Snefrid“ , til hvilket
Carl Nielsen paa vor Opfordring havde komponeret Musiken, Karl
Larsens københavnske Studie „Kvinder“ , Remy de Gourmonts Drama
„Theodatus“ og Henri Céards Forstadsidyl „Ferskenen“ . Men det kom