178 / 310
171
Jeg førte Fru Brandes til Bords og bød Velkommen i en lille Tale,
der udtrykte Komitéens Glæde over, at Festen tegnede saa vellykket.
„Hvem var det, som bød Velkommen?“ skrev min Ven Falkman
perfidt i „Nationaltidende“ Dagen efter. Han vidste jo godt, hvem jeg
var. Peter Nansen overtog saa Dirigenthvervet — hans Stemme var
dog for svag til den store Sal. Schandorphs Sang var altfor overstrøm
mende til at behage Brandes. Men Erik Skram talte udtryksfuldt og
hjærteligt som en af Vennerne fra 70ernes Gennembrud, og Harald
Høffding — Brandes’ Nietzsche-Modstander — karakteriserede —
med et Citat fra Chr. Richardts Text til „Drot og Marsk“ — Brandes
som den, der havde formaaet „at kalde Mænd“ . Thorvald Niss hilste
paa Kunstnernes Vegne.*)
Svartalen, som Hædersgæsten holdt med sjælden Styrke, formede
sig dels som et Tilbageblik paa de Personligheder, der havde haft Be
tydning for ham i hans Udviklingsaar — han nævnede saaledes Gabriel
Sibbern — og dels som en Hyldest til aandelig Frihed, Fordomsfrihed,
personlig Frihed. Axel Henriques’ glimrende Vise: „Tænk, om Brandes
slet ikke var født“ , bragte Stemningen til sit Højdepunkt. Mangfoldige
Telegrammer indløb fra Skarer af svenske, norske og tyske Forfat
tere. Taine og Paul Bourget hyldede den danske Kritiker, Henrik
Ibsens Hilsen var præget af hjærtelige Følelser, Bjørnstjerne Bjørnson
gik behændig udenom gammelt Nag ved at hævde, at Statsunderstøt
telse ikke burde afhænge af Meninger.
Tiden for Fakkeltoget nærmede sig nu — det saa pragtfuldt ud,
da det bevægede sig op mod Koncertpalæet gennem Dronningens
Tvergade. Det rykkede gennem Gitret ind i Palæets Gaard, en Fak
kelsang, som Oscar Madsen havde skrevet paa min bestemte Opfor
dring til Trods for den Uvilje, dens Forfatter fra flere Sider var Gen
stand for, blev afsunget, og saa talte Overretssagfører Oscar Johansen.
Om denne Tale havde jeg brevvexlet med ham og tilsidst fastslaaet
„Altsaa vil De tale“ , hvortil Johansen svarede: „Det har De ingen Ret
til at forudsætte.“ Men han gav dog omsider efter og holdt den Tale
som med mere Ret end ovenfor en kendt Politiker kan kaldes
„hans eneste Tale“ . Den blev fremført med stor Kraft og Lidenskab,
en Udfordring til Borgerskabet, det hykleriske Bourgoisi, som Kunst
nere, Studenter og Arbejdere i lige Grad hader. Fra Balkonen takkede
Brandes med en storslaaet Tale om Ilden. „Intet Element er saa renligt
som Ild. Ild renser Luften. — Maatte den rense den daarlige Luft i
denne By.“ Og om Lucifer, Morgenstjernen, Ildens Ophav, Flammens
Bærer og Luernes Aand. Hans Sindbillede „er selve Livets Gnist, der
gløder i Blodet; det er selve den Kundskabens Stjærne, der lyser paa
vor Himmel; det er den gode Aand. Han er en Lysets Engel. Tro
*) Jeg havde til Brug for „Københavns“ Referat paa Forhaand bedt Niss om Ma
nuskriptet til hans Tale. Han svarede, at han havde ikke nedskrevet den! Og det
lød ganske rimeligt, thi den bestod kun af disse Ord: „Jeg bringer Dr. Georg Bran
des en Hilsen fra danske Kunstnere!“