![Show Menu](styles/mobile-menu.png)
![Page Background](./../common/page-substrates/page0184.jpg)
177
bar, og at der nu absolut maatte ske et Systemskifte. Og heri gav den
erfarne Hofmand ham Ret.*)
Om Stambordet hos å Porta samledes højst forskelligartede Per
sonligheder. Først og fremmest kom Kammerherre Scavenius næsten
hver eneste Eftermiddag, naar han om Vinteren var i Byen, for at
drøfte de politiske Begivenheder med sin mangeaarige Ven, især efter
at det nye Dagblad „Tidens K rav“ var blevet stiftet. Dettes Redaktør,
Asger Karstensen, viste sig ogsaa nu og da for at raadføre sig med
C. C. Scavenius var elegant og munter, men kunde undertiden hen
falde i egne Tanker. Han talte kategorisk — saadan og saadan og
ikke anderledes! Jeg havde tru ffet ham i Selskaber hos Carstensen,
og han var altid rede til udførlig at forklare og udvikle en Sag, om
hvilken der blev rettet Forespørgsel til ham. Men i Holdning og Ad
færd var han Aristokraten — af hans Sønner havde egentlig kun den
ældste, Per Scavenius, arvet dette Væsen. Frederik Scavenius’ gemyt
lige Latter og Carl Scavenius’ sarkastiske Bemærkninger lød nu og
da ved Stambordet, hvor Harald Scavenius, senere Gesandt i Petro
grad under Krigen, i Rom og i Haag, samt en Tid, 1920— 22, Udenrigs
minister i N. Neergaards andet Ministerium, kom næsten daglig over
fra Udenrigsministeriet paa Kongens Nytorv for at tale med den gamle
„Redactor“ , som han benævnte Carstensen. Harald Scavenius var
cand. mag. med Fransk som Hovedfag, en kundskabsrig og vel in
strueret Mand.
Til Carstensens Kreds hørte ogsaa Højesteretssagfører I. H.
Bagger, der en Gang havde repræsenteret Vestervigkredsen i Folke
tinget, nu en kritisk Bedømmer af Estrupiatet, men glødende Anti
socialist, og „Spidsmusen“ , Jules Hansen, den danske Journalist, der
var bleven knyttet til det franske Udenrigsministerium som en Art
Presseattaché. Hver Gang, han gæstede København, indfandt han sig
hos å Porta og opfriskede gamle Minder med Carstensen. Han var en
lille, uanselig Mand med store Briller for Øjnene, ikke meget talende,
men med livlige Gestus. Carstensen fortalte mig om den gamle, stadig
lige mystiske Affære, i hvilken Hansen, Molzen og Justitsminister
Heltzen var bievne indblandet, og som havde medført Heltzens Fald
1865. Jeg studerede Piecerne om Sagen og saa nysgerrig paa den
lille Mand, der fra det nationalliberale Intrigespil var flygtet til en
større evropæisk Skueplads.
En Gang imellem dukkede Lars Dinesen op hos å Porta — det
*) Carstensen var i vor nervøse Tidsalder en Mærkværdighed ved ikke at have
Nerver — intet kunde bringe ham ud af hans rolige Ligevægt. End ikke, da han paa
Hjemrejsen fra Pressekongressen i Lissabon 1898 blev ladt tilbage paa en lille
spansk Landstation, hvor han var steget af paa Naturens Vegne uden Hat og
med Morgensko paa Fødderne, blev han urolig. Landbefolkningen og Stationsme
steren stirrede paa ham som paa et fremmed Dyr, men han henholdt sig til Franz
von Jessens Telegram fra næste Station — at han blot skulde afvente et nyt Tog!
Mennesker og Begivenheder
12