Erindringer

177

bar, og at der nu absolut maatte ske et Systemskifte. Og heri gav den

erfarne Hofmand ham Ret.*)

Om Stambordet hos å Porta samledes højst forskelligartede Per

sonligheder. Først og fremmest kom Kammerherre Scavenius næsten

hver eneste Eftermiddag, naar han om Vinteren var i Byen, for at

drøfte de politiske Begivenheder med sin mangeaarige Ven, især efter

at det nye Dagblad „Tidens K rav“ var blevet stiftet. Dettes Redaktør,

Asger Karstensen, viste sig ogsaa nu og da for at raadføre sig med

C. C. Scavenius var elegant og munter, men kunde undertiden hen

falde i egne Tanker. Han talte kategorisk — saadan og saadan og

ikke anderledes! Jeg havde tru ffet ham i Selskaber hos Carstensen,

og han var altid rede til udførlig at forklare og udvikle en Sag, om

hvilken der blev rettet Forespørgsel til ham. Men i Holdning og Ad

færd var han Aristokraten — af hans Sønner havde egentlig kun den

ældste, Per Scavenius, arvet dette Væsen. Frederik Scavenius’ gemyt

lige Latter og Carl Scavenius’ sarkastiske Bemærkninger lød nu og

da ved Stambordet, hvor Harald Scavenius, senere Gesandt i Petro

grad under Krigen, i Rom og i Haag, samt en Tid, 1920— 22, Udenrigs

minister i N. Neergaards andet Ministerium, kom næsten daglig over

fra Udenrigsministeriet paa Kongens Nytorv for at tale med den gamle

„Redactor“ , som han benævnte Carstensen. Harald Scavenius var

cand. mag. med Fransk som Hovedfag, en kundskabsrig og vel in

strueret Mand.

Til Carstensens Kreds hørte ogsaa Højesteretssagfører I. H.

Bagger, der en Gang havde repræsenteret Vestervigkredsen i Folke

tinget, nu en kritisk Bedømmer af Estrupiatet, men glødende Anti

socialist, og „Spidsmusen“ , Jules Hansen, den danske Journalist, der

var bleven knyttet til det franske Udenrigsministerium som en Art

Presseattaché. Hver Gang, han gæstede København, indfandt han sig

hos å Porta og opfriskede gamle Minder med Carstensen. Han var en

lille, uanselig Mand med store Briller for Øjnene, ikke meget talende,

men med livlige Gestus. Carstensen fortalte mig om den gamle, stadig

lige mystiske Affære, i hvilken Hansen, Molzen og Justitsminister

Heltzen var bievne indblandet, og som havde medført Heltzens Fald

1865. Jeg studerede Piecerne om Sagen og saa nysgerrig paa den

lille Mand, der fra det nationalliberale Intrigespil var flygtet til en

større evropæisk Skueplads.

En Gang imellem dukkede Lars Dinesen op hos å Porta — det

*) Carstensen var i vor nervøse Tidsalder en Mærkværdighed ved ikke at have

Nerver — intet kunde bringe ham ud af hans rolige Ligevægt. End ikke, da han paa

Hjemrejsen fra Pressekongressen i Lissabon 1898 blev ladt tilbage paa en lille

spansk Landstation, hvor han var steget af paa Naturens Vegne uden Hat og

med Morgensko paa Fødderne, blev han urolig. Landbefolkningen og Stationsme

steren stirrede paa ham som paa et fremmed Dyr, men han henholdt sig til Franz

von Jessens Telegram fra næste Station — at han blot skulde afvente et nyt Tog!

Mennesker og Begivenheder