189 / 310
182
gangsfælle, og jeg Medlem af den Bestyrelse for Journalistforeningen,
hvis Formand han var.
Alle disse Mænd, som jeg traf ved Stambordene paa à Porta, er
nu døde.
Et Dødsfald havde i høj Grad bragt Wilhelm W iehe ud af Lige
vægt, da jeg en Vinterdag i Begyndelsen af 1892 mødte ham paa
Østergade. Han kom mig ilfærdig i Møde og sagde: „Ved De, at Fru
Secher er død!“ Budskabet var overraskende, men jeg erindrede fra
Prøverne paa „Thérèse Raquin“ forrige Foraar, at Fru Secher havde
været i høj Grad lidende, og hver Gang hun forlod Scenen, var hun
styrtet ind paa sit Paaklædningsværelse. Hendes Lunger var angrebne,
hun spyttede Blod. Et stort, oprindeligt og perfektibelt Talent gik
tabt med hende, hvem Kammerherre Fallesen havde opdaget paa
Bornholm ved Dilettantforestillinger og skaffet Debut paa Det kgl.
Theater, hvor hun med Held spillede Antonie i „Sparekassen“ og
Titania i „En Skærsommernatsdrøm“ . Som Thérèse Raquin viste
hun et flammende Temperament, ganske paa samme Maade som
Emma Thomsen senere i „Under Loven“ — ingen af disse Skue
spillerinder kom til at føre denne Fremgangslinje i deres kunstneriske
Udvikling videre.
Fru Secher blev begravet fra Holmens K irke under den Tilstrøm
ning af uvedkommende, der altid finder Sted ved populære Skue
spillerinders Jordefærd. Under stor Bevægelse holdt Pastor Johannes
Petersen — Skuespiller-Præsten — Talen over Fru Secher, en taktfuld
og værdig Ligprædiken, der ikke tilhyllede Tragiken i hendes person
lige Liv, men behændig undgik enhver Ytring, der kunde virke stø
dende. Den Tale huskedes længe.
I Foraaret 1892 var der en Mand, som tiltvang sig almindelig Op
mærksomhed — Højesteretssagfører Adler Alberti. Man havde altid
anset ham for Højremand, og den saakaldte Trudsholm -Affære havde
ligesaa lidt som Svovlsyresagen styrket hans almene Position. Han
havde bebudet, at han vilde stille sig som moderat Venstremand og
Forligstilhænger mod Hørup i Køge ved det Folketingsvalg, der al
mindelig ventedes til Foraaret, og indledet et ganske enestaaende
Injuriefelttog mod socialdemokratiske og radikale Blade, der ikke
anerkendte hans politiske Fernis. Ja, Ove Rode blev endog sagsøgt,
fordi „København“ indeholdt følgende Dialog: „Barnet: A-a — Mo
deren: For Guds Skyld, pas paa, hvad Du siger“ . Og det mærkeligste
var, at disse L in jer blev anset for injurierende for Alberti og Rode
dømt.
Alberti gik til sin Valgkampagne paa helt amerikansk Vis. Han
begyndte i Køgekredsen at udgive en særlig Valgavis med en aktuel
Føljetonroman, der skulde vise Følgerne, hvis det radikale Venstre
og Socialdemokratiet kom til Magten i Danmark. Paa Valgmøderne
optraadte han stormægtig og broutende, omgivet af en hylende Til