191 / 310
184
landske Meningsfæller fra i sidste Ø jeblik. Derimod blev han ved
en pludselig Død 1907 forskaanet for at opleve Albertis Fald. Han
holdt paa ham til sin sidste Time.
„Dannebrog“ blev bebudet med voldsomme Trompetstød. Da saa
de første Numre udkom i September 1892, blev Carl B. Henriques —
den nuværende Højesteretssagfører — og jeg paa vor ofte gentagne
Tur gennem Charlottenlund Skov til Strandvejen hurtig enige om, at
en ny Indsats i dansk Journalistik ikke vilde kunne ventes af den
bombastiske Tone, som paa alle Omraader lød i dette Blad.
Den 2den Maj 1892 fejrede Studentersamfundet sit 10 Aars Jubi
læum med en Forestilling paa Folketheatret. V i havde ikke givet A f
kald paa disse Forestillinger, som altid indbragte Kassen et smukt
Overskud. Edgard Høyer havde faaet Farcen „F rk . A. V .“ opført,
hvori Komponisten Sophus Andersen morede ved sit pudsige Spil
som en forlegen ung Mand, og hvor Theatret paa Vrangen præsen
teredes, og Poul Nielsen debuterede som Dramatiker med Farcen
„Hvis er Barnet“ . Henrik Hertzs „E t Eventyr i Dyrehaven“ og Ove
Rodes Lystspil „B illings“ havde ogsaa gjort Lykke. Og Sophus An
dersens og Otto Høpfners Operette „Columbus“ med iørefaldende
Musik a f den gamle Musiklærer Fritz Andersen var med L iv og Lyst
bleven givet paa Casino, hvor nuværende Theaterlæge Axel Heine
sang et a f Hovedpartierne.
Nu tilfaldt det Ove Rode at skrive et Jubilæumsstykke, en roman
tisk Komedie „Mellem Himmel og Jord“ , som var lystig og respektløs
med et muntert „Naturalistisk Intermezzo“ , hvor jeg som civil plud
selig dukkede op paa Scenen og underrettede Publikum om, at Kon
gens Foged havde indfundet sig for at nedlægge Forbud mod Fore
stillingens Fortsættelse. Maskeret med Bakkenbarter som en kendt
Fogedassistent ved Navn Hansted optraadte nu en af de medvirkende,
og der udspandt sig en Procedure, inden Traaden i Stykket kunde
genoptages. Da vi havde været bange for, at en eller anden Tilskuer
maaske skulde tro, at der var opstaaet Ild i Theatret, mødte jeg smi
lende paa Scenen.
Forestillingen fremkaldte rasende Angreb i „Avisen“ , der paastod,
at jeg i Kritikerens Rolle havde kopieret Paul Marcussen. Havde jeg
gjort det, var det i hvert Fald ubevidst.
Den 22de Maj fejredes Kongeparrets Guldbryllup under hjærte-
lig Tilslutning fra Befolkningens Side i København. Men Venstre-
partiet holdt sig ogsaa ved denne Lejlighed forsigtig tilbage. Byen
var illumineret paa Hovedstrøget. Det kgl. Theater opførte en Fest
ballet „Foraaret kommer“ , hvis Text var a f Pietro Krohn med Carl
Price som koreografisk Medarbejder, medens Johan Svendsen havde
komponeret Musiken, fraregnet „Andante funèbre“ , hans eneste
nye Værk i Danmark gennem en Menneskealder. Det var Lejlig
hedsmusik, men poetisk og fager. Den fortjente at blive bevaret.