1 9 0
Rejse til Kalmykkerne paa de kirgisiske Stepper — han og jeg havde
ofte muntert Samvær, hans impulsive Natur rummede altid nye
Overraskelser. Vi drak stadig Dus paany, thi han glemte det hver
Gang. C. M. Norman-Hansen, der havde begyndt at skrive Noveller
i „Illustreret Tidende“ under Pseudonymet Gulo Hesth, kom altid
her for fulde Sejl, idérig, ivrig talende, en fanatisk og virksom Ven
af Finland. Emil Fog, der senere blev Dr. phil. og skattet Medarbej
der ved „Politiken“ , var mig til stor Støtte i det ofte brydsomme Be
styrelseshverv, og Jeppe Aak jæ r var stadig rede som Taler og Digter
ved vore Fester. Han førte en ny Tone ind i Forhandlingerne. Den
jyske Muld gav hans Ord frisk Naturlighed og Djærvhed. Talrige af
vort Musiklivs ypperste Kunstnere bistod ved Underholdninger og
gjorde disse Aftner stemningsfulde og festlige.
Jeg husker blandt de yngre Medlemmer P. Åge Madsen, en Bo-
hémiennatur, der expatrierede sig til Paris, hvor jeg traf ham blandt
Studenterne under Verdensudstillingen 1900. Han kunde ikke mere
løsrive sig fra Frankrigs Hovedstad og endte sine Dage dér — vist
under triste Forhold.
En Ven af ham, Hindenburg, Søn af Kammeradvokaten, en stil
færdig og sympatetisk ung Mand, der vakte Opmærksomhed ved sin
mærkelige, hvide Haarfarve, indbød jeg hjem til mig, uden at han
dog kom. Nogen Tid efter hans pludselige Død modtog jeg en
Dag et Brev fra hans Fader, der spurgte mig, om jeg ikke vilde del
tage i en Middag hos ham. Han vilde gærne gengælde den Venlighed,
jeg havde vist hans Søn. Jeg svarede selvfølgelig ja og kom som
Studentersamfundsmand midt ind i et høj konservativt Selskab i
Kammeradvokatens Hjem i Dronningens Tvergade. Blandt Gæsterne
var Justitsminister Nellemann, Værtens Broder Overretssagfører
Hindenburg, som jeg dog allerede kendte fra Musiklivet, Højesterets-
assessor Jensen — Fader til Admiralerne og Højesteretsdommeren
Topsøe-Jensen — Generaldirektør Blechingberg og Kommandør V il
helm Jøhnke. Det var for mig en Kreds saa højst forskellig fra min
sædvanlige, og jeg forholdt mig som tavs Tilhører til de Spørgsmaal,
der dannede Samtaleæmnerne.
I disse Aar kom der til København et Par mærkelige kunstnerisk
begavede, meget omtalte unge Mænd, som jeg nu og da traf. Den ene
var den finske Maler og Forfatter Sigurd Asp, gift med en ung fransk
Dame, som saa sig forvildet om med sine smukke, mørke Øjne i den
hende saa fremmedartede nordiske Verden. Asp, Søn af en Universi
tetsprofessor i Helsingfors, var meget talende, stræbte mod det høj
tidelige og patetiske, vilde være Maler, Digter, Skuespiller. Han fore
kom mig senere ikke altid at kunne skælne mellem Virkelighed og
Drøm, da han gav Partiet som finsk Flygtning.
Fra Norge kom Tranaas som en ung Bersærk, der vilde rive Dan
marks Ungdom med sig mod et uklart nordisk Broderskab. Han holdt
„Folkemøder“ i Koncertpalæet og talte lyrisk og stemningsbevæget,