201 / 310
194
Hørup havde paa sin stilfærdige Maade en Dag sagt: „Nu har vi faaet
en ung Bondesøn fra Ringsted til Medarbejder — han skal nok blive
god!“
Det blev han ogsaa — dog ikke som „S tud en terb ladets Redaktør.
Han lovede bombastisk, at nu skulde der blive anderledes Gang i
Foretagendet, og saa gik det ind! Nutidens Studenterblade er mere
faglige og saglige, men ikke saa underholdende, som det gamle Blad
var paa sin Højde.
Nu trak det op til det politiske Forlig, efter at flere forskellige
Politikere i Tidens Løb havde siddet „i Grevens Lænestol“ . Sammen
smelterne havde trofast arbejdet i deres lønlige Minegange og dér
truffet ligesindede Højremænd. Med venlige Følelser maatte jeg i disse
Aar se paa de Venstremænd, der holdt sig stejle og mindedes Bergs
Ord om aldrig at gaa paa Akkord med Uretten. En Mand som F. Fal
kenstjerne, hvis politiske Bane og L iv desværre blev saa kortvarig,
har altid forekommet mig at repræsentere det ægte Venstresind med
de stolte Bondevenne-Traditioner, som saa mange andre svigtede.
Falkenstjernes og Morten Pontoppidans Ugeblad „Tidens Strøm“ er
et værdifuldt Dokument fra disse Kampaar. Ogsaa Bluhme, der saa
eftertrykkelig havde slaaet den sejrssikre Amtmand Rosenørn i Ran
ders den 25de Juni 1884, saa denne dybt nedbøjet i stort Optog forlod
Valgstedet, og nu var Esbjerg-Kredsens Folketingsmand, var ogsaa en
a f de Skikkelser, som virkede sympatetisk ved at være rank i Ryggen.
Mange Bevægelser havde der været i disse Aar for at skabe en ny
Tid. Berg og Hørup havde søgt at gennemføre en ny Alderdomsunder
støttelseslov og at modvirke de moderates Skattelove — „Sukkerøllet“ .
Smørkrigen havde sat Landboernes Sinde i Bevægelse, og Johan Otto-
sen havde i sit Blad „Den danske Folkeven“ været en a f Bevægelsens
Ordførere.
Men nu blev alle disse smaa Skvulp paa Overfladen overskyllet af
den store Forligsbølge, som Frede Boj sen havde sat i Bevægelse. Nu
gryede der tilsyneladende gyldne Dage for Sablen og den bløde Hat!
I de sidste Dage af Marts 1894 rygtedes det, at Forliget nu var en
Kendsgerning. Folketinget indkaldtes til Møde Søndag den 1ste April
til eneste Behandling af Finanslovforslaget. Det blev et af de mest
bevægede Møder, jeg har overværet i Rigsdagen, med den ypperste
Tale, jeg nogensinde har hørt af I. C. Christensens Mund. Det var, som
om de moderate, hvis yderste Fløj havde udskilt sig som Forligsmod
standere under Sofus Høgsbros og A. Albertis Ledelse,*) bøjede Ho
vederne under den nye Venstreførers Piskeslag: „Hunden vender sig
til sit eget Spy.“
Forslaget blev vedtaget baade i Folketing og Landsting, men Mini
steriet Estrup indgav ikke øjeblikkelig sin Demission som den natur-
*) Fr. Borgbjerg, der paa dette Tidspunkt var Rigsdagsreferent, fortalte mig
paa Vejen til „Kasernen“ straalende, at Sofus Høgsbro havde svigtet de moderate.