193
var da lige i Begyndelsen af 20erne og literært interesseret. Han paa
tog sig virkelig Opgaven under mit Tilsyn. Men den mislykkedes for
ham, efter at et Par Kapitler var skrevne, — han var uden Energi,
allerede da den Bohémien, han vedblev at være hele sit Liv, til Døden
ramte ham i Sommeren 1936 efter mange brogede Oplevelser baade
i den ny og den gamle Verden.
Det gjorde mig ondt, at Pastor Edvard Blaumiiller, hvad Bog
handler Holger T illge meddelte mig, følte sig stødt over nogle af mig
bearbejdede Verslinjer om to unge Pigers Samtale om Literatur
(„„Maria“ Du finder paa Bogskabets Hylder som „Agnete og Hav
mand“ af den Guds Skjald Blaum iiller“ ). Senere hen i Aarene blev
han og jeg gode Venner, der ofte traf hinanden i mine Forældres
Hjem. Han var en frisindet og munter, ligevægtig Mand med mange
Interesser og en sjælden Evne til at fængsle Mænd (f. Ex. Edvard
Brandes) af helt anden Indstilling.
Jeg kan ikke omtale „Studenterbladet“ uden at nævne mit Angreb
paa Professor Julius Paludan. Han var aldeles ikke det æsthetiske
Professorat voxen, var en forbenet reaktionær Filolog, der ikke havde
taget sig sine Docentforelæsninger mere alvorlige, end at han en
Gang, da jeg overværede hans kedsommelige Gennemgang af den tyske
Romantik, maatte gøre sine Tilhørere Undskyldning for, at han for
rige Forelæsningstime helt var udebleven. Der var hændt ham „det
usædvanlige“ , at han var faldet i Søvn hjemme og havde sovet Fore
læsningstimen bort. I „København“ skrev jeg ved hans Udnævnelse
til Professor om den Fordel, det vilde være for unge Studenter, om
dette Tilfælde hyppig vilde gentage sig.
I „Studenterbladet“ trykte jeg de saakaldte „Paludanske Perler“ ,
en Række Udtog af hans franske Literaturhistorie og af hans Fore
læsninger, der viste, hvor lidet egnet han var som Universitetets
æsthetiske Højesteret. Selv Dr. Siesby ydede Bidrag til Rubriken.
Endvidere aftrykte jeg efter Universitetets Aarbog Fakultetets Udta
lelser om Paludans manglende Kvalifikationer som Professor i Æsthe-
tik, hvilken Indberetning Kultusminister Goos besvarede med at ud
nævne ham — en af Estrupiatets store og utilgivelige Skandaler, selv
om baade Vilhelm Andersen og Valdemar Vedel senere paa runde
Fødselsdage bragte Paludan deres uforbeholdne Hyldest — et Bevis
paa de ranke V iljer i Professorlejren.
Paludan tilgav mig aldrig mine Angreb, og han fik inden sin Død
Lejlighed til at tage Hævn. Men jeg har aldrig nogensinde beklaget,
eller angret, at jeg tog Bladet fra Munden.
I det sidste Kvartal Oktober 1896, jeg var Redaktør af „Studenter
bladet“ , havde jeg Jens Pedersen til Medredaktør — Bladet fik nu
et overvejende æsthetisk Fysiognomi med Bidrag af Tidens unge Dig
tere. Jeg sympatiserede ikke videre med Jens Pedersens uligevægtige
Person og var glad, da Samarbejdet hurtig hævedes. Nu overtog
Bransager, den senere Folketingsmand for Ringsted, Redaktionen.
Mennesker og Begivenheder
13