198 / 310
191
til Tider i profetisk Stil. En hel Menighed flokkedes om ham af
hysteriske gamle og begejstrede unge Damer — han var høj og
sværmerisk og saa godt ud. Men Bevægelsen fordampede hurtig, og
Tranaas forsøgte sig i Stedet som Romanforfatter.
Ligetil Efteraaret 1897, da Skrams Efterfølger Johan Ottosen,
med hvem et varmt Venskab forbandt mig, gik af som Formand, var
jeg Medlem af Bestyrelsen. I 9^2 Aar havde jeg baaret min Del af
Dagens Byrde som den, der længst havde siddet i Studentersamfun
dets Bestyrelse. Jeg kunde nu med frelst Samvittighed trække mig
tilbage, saa meget mere, som jeg paa dette Tidspunkt ikke helt kunde
forsone mig med den Kurs, der skulde styres under den nye Formand,
Overretssagfører Andr. Lemmings Ledelse. Og Arbejde paa andre
Omraader, fremfor alt mine tyske Studier, krævede mig fuldt og helt.
Men inden jeg naaede dertil, havde jeg i Februar 1894 begyndt at
redigere „Studenterbladet“ . Det var to unge Akademikere, H. Stein
— nu Landstingsmand og Udgiver af „Børsen“ , — og H. Green, død
som Nationalbankdirektør, der havde faaet Idéen til Bladet, som
skulde udkomme hver Uge. Paa et Møde i Studenterforeningen rede
gjorde jeg for, hvorledes jeg havde tænkt mig Retningen for Bladet,
og overfor en Række Indvendinger støttede Dr. Starcke mig. Ove
Rode fandt Idéen „vanvittig“ , men Edvard Brandes, der da var bosat
i Kristiania efter at have nedlagt sit Folketingsmandat, skrev i en
længere Anmeldelse i „Politiken“ , at Bladet tegnede til at blive „a f
Betydning for vor L iteratur“ . Senere, da A. Hagensen — lige død som
Redaktør af „Aalborg Stiftstidende“ — havde rost Gustav Esmanns
Skuespil „Den store Maskerade“ i „Studenterbladet“ , blev Brandes
ikke saa glad for det og beklagede endog i et Brev til Poul Levin, at
han havde omtalt Studenterbladet saa venligt. Et mærkeligt Udslag af
Ensidighed, selv om man nok saa meget maatte misbillige Esmanns
Adfærd overfor Brandes.
„Studenterbladet“ bragte et broget Stof, ledende Artikler om Stu
denterpolitik — jeg var stolt over, at Erik Skram fandt mit anonyme
Indlæg „En Hestefod“ saa udmærket — mange æsthetiske og kritiske
Bidrag, bl. a. om Spiritismen af Johannes V. Jensen, hvem hans Ven
Hagensen havde gjort mig bekendt med, Digte og Causerier. Carl
Arctander og H. Meincke var utrættelige Medarbejdere. Vilhelm
Bergsøe offentliggjorde en akademisk Tale. Store Polemiker blev ført.
Da Poul Levin under et Pseudonym skarpt havde anmeldt Karl Lar
sens „Søster Marianne og hendes Kærlighedsbreve“ , kom det til et
heftigt Sammenstød med Forfatteren, der gættede paa alle mulige
kendte og ham uvenlig stemte Mænd for at finde den skændige Kri
tiker. Paa Karl Larsens Vegne optraadte Bøving-Petersen som For
svarer. Og saaledes gik det løs hver Uge, nogen Sinecure var det san
delig ikke at redigere „Studenterbladet“ , som Julius Gjellerup, hvis
Boghandel i Sølvgade nær ved Polyteknisk Læreanstalt var anlagt
paa Studenter som Kunder, havde taget i Forlag. Gjellerup var en